Angst. Angst er en følelse, som beskytter os mod fare. Det er adrenalin, som farer rundt i kroppen – som stod du overfor en løve, der er ved at angribe dig. Det er derfor ganske naturligt, at opleve angst i en presset situation, hvor stress som oftest optræder.
Angst og stressrelaterede tilstande kan komme til udtryk på mange måder. For nogle kommer angsten som intense reaktioner på bestemte tidspunkter og for andre er angsten til stede hele tiden. Angsten viser sig både som psykiske og kropslige symptomer og kan også have betydning for ens adfærd (www.psykiatrifonden.dk).
Jeg fik mit første seriøse angstanfald for knap 9 måneder siden, da jeg stod til en koncert med en veninde. Hvad jeg husker, så var der ikke noget, der umiddelbart ledte op til anfaldet, for havde haft en god dag og følte mig ovenpå. Jeg havde ikke følt mig stresset, men havde naturligvis haft en del at se til i løbet af dagen. Men ellers en ganske normal dag.
Da jeg aldrig havde haft en angstanfald før, anede jeg af samme årsag ikke, hvad symptomerne kunne være. Jeg havde hørt om angst før, fortalt af mennesker i min omgangskreds, som lider af det, men jeg må indrømme, at jeg ofte tænkte, at det var noget underligt noget og om det ikke bare var fis i en hornlygte og en dårlig undskyldning. Tag dig nu sammen. Jeg indrømmer på stedet, at jeg stod med en masse fordomme og var nok også en anelse skeptisk. Angst – sikke en omgang pladder. Det var lige indtil, at jeg pludselig blev ramt af følelsen. For det startede som en følelse. En følelse af at noget var galt. Og den følelse blev forstærket af tanker om, at jeg var ved at dø.
Ved at dø ligefrem, tænker du måske nu? Nej, selvfølgelig var jeg ikke ved at dø, men det var sådan det føltes. Jeg fik et stik i brystet – som jeg har oplevet så mange gange før, men ikke taget notits ved, for det er jo ganske normalt at opleve fysiologiske forandringer i din krop – men denne dag reagerede jeg anderledes på denne kropslige oplevelse. I øjeblikket, som kun varede 3-5 sekunder, blev jeg grebet af en tanke, at “hvad var det?”, “det føltes underligt” og “er der noget galt med mit hjerte?”. Og før jeg fik set mig om, så var helvede løs. Mit hjerte begyndte at hamre med 1000 i timen, jeg blev svimmel og følte, jeg skulle besvime. Jeg fik åndenød og havde svært ved at trække vejret. Alle muskler i min krop begyndte at prikke – ligesom hvis du har ligget på din arm og den er faldet i søvn, og du prøver at få blodet igang igen. Jeg siger panisk til min veninde, at jeg tror jeg er ved at få et hjerteanfald og hun skal ringe efter en ambulance. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, går rundt i cirkler om mig selv og prøver at få vejret. Men jeg gør det diskret, så ingen lægger mærke til mig – for det ville da være flovt, hvis nogen så mig med de samme fordomme, som jeg selv har gået rundt med, og tænker, at jeg virker dramatisk.
Min veninde spotter hurtigt, at det er et angstanfald og hun beder mig sætte mig ned, og trække vejret dybt og slappe af. Men jeg er stadig sikker på, at jeg er ved at dø. Jeg følte jeg mistede min forstand i løbet af de 5-8 minutter, anfaldet varede. Jeg kommer endelig til mig selv og faren driver over, men 10 minutter senere kommer anfald nummer to og denne gang er jeg sikker, på at nu dør jeg. Jeg får dog anfaldet under kontrol igen og min veninde følger mig hjem. Jeg er fuldstændig udmattet og lægger mig i fosterstilling i sengen og prøver at få styr på mig selv, imens jeg overvejer, hvad fanden, der lige er sket…
Der skulle gå tre mdr. før jeg fik mit tredje anfald og denne gang skete det også meget pludselig, da jeg vågnede fra en lur på sofaen med en fuldstændig panisk følelse af, at noget var galt. Det kom som lyn fra en klar himmel og jeg kan huske, jeg rejste mig fra sofaen, tog min telefon, løb ind i soveværelset, forsøgte at trække vejret og overvejede enten at ringe 112 eller at løbe ud og banke på hos naboen efter hjælp. Symptomerne var ligeså identiske som de foregående to anfald – jeg har aldrig mærket mit hjerte banke med så voldsom kraft før og jeg troede, det skulle hoppe ud af brystet på mig. Jeg skrev til min veninde, at nu var den gal igen og hun fik beroliget mig. Igen var det en tur på sengen i fosterstilling og jeg var fuldstændig udmattet.
Her seks måneder senere, er de voldsomme psykiske angst-reaktioner gået hen og blevet en kronisk/fysisk form for angst, hvor jeg kan gå i panik over den mindste følelse i min krop. Ligeså snart jeg får ondt et sted i kroppen, så får jeg straks følelsen af, at noget er galt. At jeg måske har kræft, har fået en blodprop i hjernen og skal dø – også kaldet sygdomsangst. Jeg har egentlig altid været bange for at dø, men den følelse er blevet forværret i kraft af, at jeg har fået angst. Det er først for nyligt, at jeg er faldet over ordet “sygdomsangst”.
Sygdomsangst er en angstlidelse, hvor man er overopmærksom på kroppen og kropslige symptomer. Normale intermitterende fornemmelser i kroppen, oppustet mave, jag eller stik hist og her, muskelspændinger, der medfører smerte i skulder eller arm, kortvarigt jag i et øre, hovedpine etc tolkes som tegn på alvorlige fremadskridende fysiske sygdomme såsom tarmkræft, sclerose, hjertelidelse, hjernesvulst etc. (www.angstforeningen.dk).
Mit fjerde og længste angstanfald har nu varet i én måned nu og kom pludseligt efter et møde med en samarbejdspartner, hvor jeg skulle præsentere et projekt, som jeg har har arbejdet hårdt på. Jeg var skide nervøs og havde haft sommerfugle i maven hele dagen. Jeg var med garanti også stresset ovenpå en masse forberedelse flere måneder forinden. Og nu skulle projektet stå sin prøve. Nu ved jeg, hvordan eksamensangst føles, for det var lidt ligesom at skulle til eksamen den dag. Jeg oplevede et form for blackout, hvor jeg forsvandt væk i mig selv i 2-4 sekunder efter mødet og følte, jeg skulle besvime.
Hvor jeg tidligere har oplevet pludselige paniske angstanfald, som er gået over efter et kvarter til en halv time, er de nu blevet afløst af det, der virker som en langstrakt kronisk angstforløb, hvor jeg konstant mærker alle led og muskler i min krop og er sikker på, at jeg er ved at få en alvorlig sygdom, som er ved at slå mig ihjel. Jeg føler mig mange gange i løbet af en dag svimmel, har kvalme, synsforstyrrelser og føler, jeg skal vælte eller besvime og det er pludselig blevet farligt for mig at cykle rundt i Københavns gader, da jeg har svært ved at fokusere på andet end, at lige om lidt vælter jeg på min cykel og bliver kørt ned af 350S midt på Nørrebrogade. Det er en virkelig forfærdelig og ubærlig følelse, for den hæmmer mig i at leve et normalt og bekymringsfrit liv. Jeg har måtte opgive en masse sociale aktiviteter, fordi jeg er ræd for at bevæge mig udenfor en dør. Jeg er blevet en fange i mit eget hjem, for her føler jeg mig tryg og kan slippe angsten.
Jeg er konstant i alarmberedskab og har svært ved at slappe af. Jeg har konstant tankemylder, sover dårligt om natten og er konstant udmattet af at bekymre mig hele tiden. Jeg kan pludselig i løbet af en dag blive grebet af angst, og så er det som om, at jeg lukker helt ned og trækker mig helt ind i mig selv og kan kun tænke på den fysiologiske forandring, jeg pludselig kan mærke i min krop. Det er kun, når jeg har gang i en masse aktiviteter, at jeg glemmer knuden i maven, men når man har bipolar, så skal man helst undgå for mange aktiviteter for ikke at havne i en hypomani, så ja. Jeg kan bare ikke vinde den her medmindre, jeg får lært mig selv at slippe angsten og det er nemmere sagt end gjort. MEN det går simpelthen ikke, at min angst skal diktere mit liv. Jeg er kun 38! Jeg er ikke ved at dø (ikke hvad jeg ved af), jeg har et langt liv foran mig, jeg har et dejligt hjem, som ikke skal føles som et fængsel, jeg elsker at være fysisk tilstede på mit arbejde, jeg elsker at være social og elsker mit liv. Men lige nu er jeg ikke mig selv. Jeg nyder ikke at være i mig selv. Katastrofetankerne er ved at vinde og Sascha ved at tabe. For med angst følger depressioner, fordi man føler sig fanget og pludselig er bange for livet.
Angst – din sneaky motha’fucka’! Jeg hader dig! Du skal ikke have lov at bestemme, hvordan jeg skal leve mit liv, men hold kæft, hvor er du bare svær at slippe af med. Du er der hele tiden og prikker mig i siden hvert femte minut for lige at minde mig om, at du stadig er der. Øv!
Jeg har en dyb respekt for mennesker, som lever et liv med angst hver dag, men føler også en smerte for dem, hvis liv er hæmmet i sådan en grad, at de ikke tør forlade deres hjem, har mistet deres arbejde, har måtte opgive et socialt liv og værre til. Jeg føler med jer hele vejen. Jeg har ingen kloge ord at sige om, hvordan man kommer ud af angst, for jeg har selv lige først mødt den og prøver febrilsk at forstå den og finde en vej ud af den. Men jeg håber at blive klogere med tiden og deler gerne mine erfaringer undervejs i processen. Som med alt andet, er jeg en ninja, hvad angår at camouflere min angst og jeg er sikker på, at ingen har spottet, at den er der. Jeg er blevet bedre til at tale om den, for det er vigtigt, hvis jeg skal gøre mig håb om kunne leve side om side med den og forsøge at slippe den med tiden.
Jeg hedder Sascha og jeg har angst… og det fucking sucks!
Kh, Sascha.
Skriv et svar