Best Friends Forever…?

Mød min veninde Rikke. Billedet er taget til Rikkes fødselsdag i Viborg tilbage i december – langt ude på landet. Der hvor kragerne vender og har madpakke med. Jeg kan huske stilheden. At det var rart at være væk fra storbyens larm og stress. Udsigt udover markerne, hvor hestene græssede i horisonten. Det sneede den weekend – den landlige idyl var komplet. Morten Korch ville have været ekstatisk. Jeg sov også meget bedre om natten. Intet forstyrrende lys fra gadelamperne. Ingen sirener i Nordvest. Bare stilhed og mørke.

Rikke og jeg har kendt hinanden i 16 år og jeg kan næsten sige med sikkerhed, at vi kommer til at nappe 16 år mere. Rikke er en person, jeg kan stole på, og som altid er der, når jeg har brug for hende (lige pt på telefon). Jeg har faktisk aldrig haft et skænderi med Rikke – tror bare ikke det ligger i vores natur eller venskab. Men vi har været uenige – for det skal der også være plads til. Vi har festet, grinet og grædt sammen. 

Vi mødte hinanden på en arbejdsplads i København tilbage i 2002, hvor vi klikkede fra første dag. Rikke var ligetil, imødekommende og åbenhjertig. Men ikke så længe efter, flyttede hun væk for at pleje sin interesse for det landlige liv og ridning – først i Ringsted og så hele vejen til Viborg – der er altså langt til Viborg… Men når vi ses et par gange om året (hvilket iøvrigt er alt for lidt), så er det, som vi lige har set hinanden. Og dét for mig er sådan et ægte venskab består – når man kan samle op, hvor man slap, uden at man behøver at gøre eller sige særlig meget.

Jeg har i det hele taget meget få tætte venner/veninder. Jeg kan tælle dem på én hånd. Bekendtskaber har jeg derimod mange af. Men dem lader jeg ikke komme for tæt på – ikke længere. Mange af mine relationer, betragter jeg som enten tætte eller overfladiske. Jeg har rigtig svært ved at stole på mennesker – mange har skuffet og svigtet mig og mange forventer altid noget af mig. Måske fordi jeg gerne vil hjælpe, hvor jeg kan og fordi jeg betragter mig selv som et godt menneske – det er bare rigtig ærgerligt, at nogen vælger at udnytte min gavmildhed. Der er dem, der giver dig energi og dem, der suger al energi ud af dig. Men ind i mellem sker det naturligvis også, at man vokser fra hinanden og det er også helt okay. 

Som beskrevet i “Jeg er ikke bipolar!”, har jeg mødt de fleste af mine nuværende og tidligere venner/veninder i en hypomani eller i en depression – meget få i normal stemningsleje. I kraft af den branche, jeg arbejder i, har jeg samtidig været uheldig at møde mennesker, som kun har haft for øje at udnytte mit netværk, mine kontakter og kompetencer og jeg har med glæde delt ud af alt – for sådan er jeg. Jeg har kaldt mange af disse snyltere venner/veninder og har først gennemskuet de dårlige intentioner, da det var for sent. Jeg er af samme årsag meget tøvende med at dele ud af min viden, når folk kontakter mig for at få hjælp til noget. Og det er dét, der er så sygt i vores samfund – når nogen ødelægger det for andre, for der er klart mennesker, som jeg rigtig gerne vil hjælpe, men jeg er blevet virkelig skeptisk.

Jeg har gennem tiden mødt mange mennesker, som stolt og gladeligt har kunne fortælle, at de har kendt hinanden siden børnehaven og stadig er bedste venner den dag idag. Jeg kan desværre ikke dele samme historie. De enkelte jeg voksede op med og knyttede bånd til, måtte jeg forlade, da jeg flyttede fra Grønland til Danmark. Jeg var til gengæld fyldt med optimisme, da jeg startede i skole i Holbæk, men blev med tiden mere og mere skeptisk, da det aldrig lykkedes mig at danne tætte bånd med nogen. Om det var min egen skyld, ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg prøvede. Det var ikke nemt at komme fra Grønland og ikke ligne de andre blonde piger med langt engleagtigt hår og fregner på næsen. Jeg var bare anderledes og så anderledes ud med min mors aflagte tøj og en herlig kort grydefrisure, som jeg iøvrigt altid skulle høre for lignede og føltes som hestehår – for det gav virkelig selvtillid. Og så tænkte jeg bare anderledes – jeg var opvokset i en smuk men barsk natur, hvor vi spillede rundbold på vejene om sommeren og stod på skøjter om vinteren. Jeg var vant til at sejle ude i fjordene, kigge på sæler og hvaler, fiske torsk, klatre i fjeldene med drengene, kigge på rensdyr, plukke sortebær og drikke frisk kildevand – jeg var en rigtig drengepige. Det var derfor også nedslående, at jeg havde svært ved at finde min plads på en dansk skole, hvor venskaber ikke hang på træerne – og især ikke venskaber med pigerne. Danske elever var bare mere indelukkede og afvisende – noget jeg ikke helt forstod, for min dør stod helt åben.

Heller ikke i gymnasiet eller på universitetet var det nemt for mig at finde venner. Jeg følte mig altid forkert og akavet. Jeg var typen, der sagde min mening og den var ofte ilde hørt. Jeg var god til at synge, spille teater og var i det hele taget enormt kreativ og havde hovedet godt skruet på. Drengene synes jeg var sej og sød, men det kunne jeg fornemme, at de andre piger i klassen ikke helt kunne tolerere. Fordi jeg var en stærk pige med mange ambitioner og drømme, var der også en del, som fandt mig intimiderende og irriterende optimistisk, og det synes de lige, at de skulle pille af mig – klassisk jantelov – og det lykkedes desværre et godt stykke hen af vejen. Det var også i gymnasiet og på universitetet, at jeg begyndte at udvikle svære hypomanier og depressioner – mit følelsesregister var i alle retninger. Jeg er overbevist om, at mine bipolare faser for alvor begyndte at vise sig, fordi jeg var i konstant alarmberedskab. Jeg skulle hele tiden leve op til en eller anden underlig standard dikteret af de andre piger i klassen – og nu siger jeg piger, for det har altid været piger, som jeg har været i konflikt med. Af samme årsag har jeg stort set ingen veninder, men finder langt større tryghed, accept og forståelse i mine mandlige bekendtskaber – der er ikke så meget pis. Jeg prøvede også konstant at passe ind i en eller anden kontekst, så jeg kunne blive accepteret, men jeg endte med at miste mig selv undervejs. Jeg var ikke tro mod mig selv. Jeg prøvede at være noget, jeg ikke var.

Det var så grelt, at jeg overvejede at droppe ud i 2.G, fordi jeg følte mig misforstået. Jeg trak mig mere og mere ind i mig selv, spiste som oftest frokost alene og er senere hen blevet fortalt, at folk synes jeg virkede arrogant, fordi jeg sad for mig selv det meste af tiden og så sur ud. Hvis de bare havde vidst, hvad den virkelige årsag var, kunne de måske have forstået mit handlemønster. Jeg udviklede en svær depression, som jeg gik helt alene med. Jeg valgte dog at gennemføre gymnasiet, fordi jeg vidste, at jeg gerne ville ind på universitetet på et tidspunkt. På universitetet – tænkte jeg – dér kunne det da kun blive bedre, for de studerende var mere modne. Men nej, også hér oplevede jeg bagtaleri og mobning i min klasse – igen blandt pigerne. Jeg kunne bare aldrig vinde.

Jeg ved godt, at jeg ikke altid er den nemmeste at være omkring – jeg kan nok udadtil virke meget negativ eller hypersensitiv. Men det er ofte kun tilfældet, hvis jeg befinder mig i en situation, hvor jeg føler mig utryg og ude af mit element og ikke helt ved, hvor jeg har folk. Så går jeg straks i alarmberedskab, for det har jeg været vant til. Jeg brokker mig ind i mellem (dog langt mindre efter mit stemningsleje er blevet normaliseret), men når man siden barnsben og senere hen i sit voksenliv har været udsat for konstante følelsesmæssige overgreb og svigt, så mærker det én for resten af livet. Men jeg kan med sikkerhed sige, at jeg altid bestræber mig på, at være der for folk i min omgangskreds. Til trods for mine egocentriske øjeblikke i mine hypomanier og håbløse øjeblikke i mine depressioner, har jeg altid omfavnet mennesker omkring mig og givet dem min opmærksomhed, hvor jeg i virkeligheden skulle have passet mere på mig selv. Jeg har i dén grad gået på kompromis med min egen integritet.

Man skal huske at behandle andre, som man gerne selv vi behandles – noget som vi ofte går og fortæller hinanden, men efterlever vi det? Jeg elsker at møde nye mennesker og blive inspireret og udfordret. Jeg elsker også at blive genforenet med gamle bekendtskaber, men jeg passer på mig selv og vil hellere trække mig end at genopleve dårlige minder fra fortiden – hvorfor pine sig selv? Og hvor er jeg glad for endelig at have opbygget så meget selvtillid og selvrespekt, at jeg ikke længere vil finde mig i at blive behandlet som et andenrangs menneske. For jeg har også følelser, uanset hvor stærk, jeg virker. Jeg har endnu ikke tilgivet mange af dem, som har udnyttet og svigtet mig gennem tiden. Om det kommer til at ske, ved jeg ikke – jeg tror det ikke. Og det handler ikke om stolthed, men det faktum, at udnyttelse og svigt har ødelagt meget af det gode indeni mig. Jeg lukker ikke længere folk ind i mit liv, som ikke fortjener det – for det er mit liv for dyrebart til.

Venner skal ikke kun være der i de gode tider, men også i de dårlige og ikke mange var der i de dårlige for mit vedkommende. Jeg ved ikke, hvorfor vi kæmper med at snakke om de svære ting, men hellere vil være sammen, når alting kører på skinner. Vi burde også kunne tale med hinanden, når tingene går skævt. Jeg har 2-3 venskaber, hvor jeg ved, jeg kan gå hen, hvis jeg har brug for et godt råd eller noget kærlighed. Men for at nå hertil, har det krævet, at jeg har måtte sige til de her mennesker, at de ikke kun skal ringe til mig, når de har brug for mig. I takt med, at vi er blevet mere egocentriske og lever et overfladisk liv på de sociale medier, så virker det også som om, at vi ikke længere kommer hinanden ved. Vi slynger om os med #bff, men for mig klinger det hult. Ligeså hurtigt vi proklamerer, at vi ikke kan leve uden vores bedste ven/veninde, ligeså hurtigt kan venskabet pludselig gå i stykker og vi hopper videre til den næste. Men hvorfor har vi så travlt med at fortælle verden, at vi har de bedste venner? For ikke virke ensomme? Vil vi hellere være i et venskab, som er usundt eller intetsigende end at stå alene? Der er ikke længere plads til det uperfekte liv med alle nedturene. Alt skal males lyserødt og være fejlfrit. Og hvor er det dog ærgerligt. For mig er det i alle fejlene, at vi er perfekte.

De venskaber, der står tilbage efter min indlæggelse, håber jeg vil bestå, men i min verden er intet sikkert. For jeg tror ganske enkelt ikke på #bff konceptet – eller at noget varer for evigt for den sags skyld. Især ikke efter de oplevelser, jeg har haft med mennesker i løbet af mit liv. Men jeg tror på, at der er nogen mennesker, som ender med at få en helt særlig plads i dit hjerte og som du vil have ved din side i mange år fremadrettet. Om de ender med at være en del af resten af dit liv, kan tiden kun vise.

Jeg hedder Sascha – og jeg er min egen #bff.

Kh, Sascha.