Så nåede vi ind i december og lige om lidt er det jul – og min fødselsdag og nytår… mange ting for et rastløst og sensitivt sind at skulle forholde sig til. Jeg skal holde jul hos mine forældre i Nordjylland for første gang i fire år, jeg fylder 38 og så er jeg ikke vild med nytårsaften – ender altid med at skrue forventningerne for højt op og ender med at blive skuffet. December måned er svær, fordi jeg føler, at jeg skal jule den helt vildt og der er jeg bare ikke længere. December kræver hårdnakket, at du er lalleglad og danser ekstatisk rundt som en glad lille nisse på coke – for nisser er altid glade, uden én eneste bekymring i livet, andet end at producere bamser, spise risengrød og grine hele dagen lang, som en eller anden psykotisk tosse. Jeg mistænker nisser for at være hypomaniske…
Jeg kan måske relatere mig til nissen i december, når jeg er hypomanisk, men så stopper den også dér. Istedet føler jeg mig som en krumbøjet Ebenezer Scrooge-agtig type, som gryntende og med mundvigene nedad går bittert rundt og hader på alt, der har med hygge at gøre. Hvordan fanden er jeg blevet så pessimistisk, hvad angår december, jul og nytår? Hvis nu jeg backtracker, så kan det være, jeg finder et svar. Er det iøvrigt ikke i december, vi bruger tiden på at se tilbage på året, der gik, så vi kan lave det klassiske nytårsfortsæt – at det nye år SKAL være bedre end det foregående? Ja fordi det sker hvert år…
Nåh, men jeg har i det hele taget altid haft et ambivalent forhold til december måned. Jeg både elsker og hader alt det, som december repræsenterer. Da jeg var barn og frem til omkring 16 år, var december op til jul altid forbundet med nisser, juletræ, pynt, lys, sne, julemusik, julefilm, julekalender, gaver på loftet og under juletræet. Jeg elskede jul og forbandt det altid med hygge i samvær med familie og så var der stort set altid hvid jul (det var inden global opvarmning). Jeg elskede at holde jul med mine forældre, men især også mine bedsteforældre. Min mormor forstod virkelig at hygge og der blev i dén grad kræset om mig – jeg var uden tvivl forkælet. Min morfar tog mig og mine brødre med ud i skoven for at kigge på dyrespor i sneen, kælke og kigge efter rådyr, og efter en lang og kold dag udenfor, var det dejligt at komme hjem til mormor, som havde bagt pandekager med smiley ansigter, lavet varm cacao med flødeskum og sørget for julefilm og masser af uldtæpper i sofaen inde i stuen ved juletræet. Jeg ELSKEDE jul med mine bedsteforældre. Det var det bedste, jeg vidste!
Mine forældre var også gode til at hygge i december. Især min mor elskede de kolde og mørke decemberdage, da det mindede hende om vinter i Grønland. Men jeg er også sikker på, at mine forældre har holdt jul for børnenes skyld. Det skal lige siges, at når jeg skriver mine forældre, så mener jeg min mor og stedfar. Mine biologiske forældre blev skilt, da jeg var ganske lille. Nåh, men mine forældre pyntede altid op i december. Der blev bagt brunkager og de hjalp “nisserne” med at gemme julegaver på loftet, nok primært fordi de kunne se julelysene skinne i vores store, uskyldige øjne, når vi skulle op på loftet for at se, om nissen havde været forbi. Det er mig stadig en gåde, hvordan min stedfar formåede at hoppe op på loftet, spise af risengrøden, drikke af nisseøllet og lægge gaver, uden at nogle af os børn opdagede det. Begejstringen ville ingen ende tage. Men som tiden gik, så begyndte jeg at fornemme, at min mor gerne ville have julen overstået. Hun var ikke vild med at danse rundt om juletræet og synge og så var dét at åbne gaver, noget der skulle overstås. Pludselig fik julen en anden betydning, og selvom de egentlig gjorde de samme ting, som de altid havde gjort, så var stemningen juleaften præget af en ubehagelig stress, negativitet og der røg tit for meget rødvin indenbords. Jeg synes ikke, man skal drikke tæt juleaften – og slet ikke som forælder – men det er bare min holdning. Jeg ved ihvertfald, at det påvirkede mig negativt.
Jeg ved, at min biologiske far ikke går op i jul – det har aldrig sagt ham noget. Det fandt jeg ud af, da jeg en dag i december måned for 7 år siden (min tidsfornemmelse er virkelig dårlig, så plus/minus), trådte ind i hans lejlighed og han ikke engang havde købt et juletræ. Jul uden et juletræ er efter min mening blasfemisk! Kan huske, jeg blev SÅ skuffet og mit julebarometer faldt på et splitsekund fra 10 til 0. Jeg var så sur på min far, at han straks gik ned og købte et lille juletræ og så var (min) juleaften reddet. I retrospekt, skulle jeg nok have respekteret hans måde at holde “ikke-jul” på og have bidt min trang til egne traditioner i mig. Jeg skal jo ikke bestemme, hvordan andre skal holde jul, men når noget er så indgroet i én, så er det svært at skulle forholde sig til andet, og for en sensitiv sjæl som mig, skal der ikke mange ændringer til i min dagligdag, før jeg får sved på panden.
Og det gør så ikke tingene bedre, at min fødselsdag lander midt mellem jul og nytår. Det er den uge, hvor man prøver at komme sig over en stressende jul, holder julefrokoster med familien og venner og forbereder sig på den famøse nytårsaften, hvor alting skal være så pisse-perfekt. Vi skal ud og købe ind til 3-retters menu, finde det perfekte nytårs-outfit og iøvrigt også lige bytte alle de julegaver, som vi ikke er tilfredse med. Det er af samme årsag meget sjældent, at nogen kan komme til min fødselsdag, da alle har planer eller er helt nede med jule- og nytårsstress. Dog er det de sidste par år faktisk lykkedes mig at samle en god gruppe veninder til (børne)fødselsdag med hjemmebagte boller, varm cacao og lagkage – for det er dét, som alle (ikke) har lyst til ovenpå fed flæskesteg, brunede kartofler og sovs – haha. Så for lige at vende en pessimistisk stemning til en positiv, så har jeg da også haft nogle gode oplevelser på min fødseldag. Men dét dér med at blive ét år ældre, kan altså også sætte nogle spor midt i al jule- og nytårsgøglet. Nu skal man også lige forholde sig til, hvor længe man har levet og hvor hårdt det til tider har været.
I takt med at jeg er blevet ældre, er det ligesom om, at julen ikke længere har samme betydning og især ikke, efter min bedsteforældre døde for snart 6-7 år siden. Jeg har også kunne mærke, at julen ikke længere fylder særlig meget i mine forældres øjne og efter nogle “uheldige” juleaftener (som jeg ikke lige vil komme så meget ind på i dette indlæg) med mine forældre og brødre, har jeg kunne mærke, hvordan “anti-julen” er begyndt at vokse i mig. December, julehygge og alt det, der følger med, er ikke længere noget jeg forbinder med noget positivt. Jeg er de sidste mange år altid blevet ramt af en enormt melankolsk og til tider depressiv stemning i december. Sammenholdet i min familie er med tiden blevet utroligt dårligt og den indbyrdes kontakt er ikke-eksisterende, så hvor andre holder jul med familien og poster alle de “hyggelige stunder” på de sociale medier, så kan jeg ikke undgå at føle mig alene og jeg kan mærke, hvordan min indre Ebenezer Scrooge vokser i mig. Jeg kan nærmest ikke vente på, at december, jul, fødselsdag og nytår er slut.
Og så er der nytår – for lige at vende den satan ganske kort. En aften, der er skruet fuldstændig op med forventninger og fuldskab. To ting, jeg ikke har været særlig god til at håndtere i årenes løb. Jeg har efterhånden oplevet mange nytårsaftener, hvor jeg har haft nogle fuldstændig urealistiske forventninger til de mennesker, jeg har været omkring og hver gang er jeg endt med at blive skuffet. Og for at kunne klare endnu en skuffelse, så er jeg altid endt med at drikke mig fra sans og samling, så skuffelsen ikke føltes så hård og hvad har det gavnet i sidste ende – ikke en skid – tværtimod. Jeg er flere gange endt i raseri, tårer og moralske tømmermænd. Sidste år var min første nytårsaften uden alkohol og det var vanvittigt rart at vågne uden tømmermænd og uden de depressive dyk, jeg normalt har oplevet 1. januar.
Hov – billedet skal da iøvrigt lige hurtig forklares. Det er taget for ni år siden på en tur til Californien med en ekskæreste. Vi var en tur forbi den “danske” by Solvang – ved sgu ikke, hvor dansk den by kan kategoriseres længere, men ikke destomindre var byen præget af lidt dansk julestemning. I Jule Huset kunne man købe dansk julepynt, spise brunkager og drikke et glas varm gløgg. Temperaturen udenfor var nok omkring 35 grader på det tidspunkt, så det var svært at grave den hypomaniske julenisse frem, men det var en god dag og en god ferie. For jeg skal også huske, at livet byder på gode oplevelser, selvom de er svære at huske, når mit sind er kaotisk og præget af pessimisme.
Jeg er spændt på, hvad jeg vil tage med mig fra julen hos mine forældre i Nordjylland d. 24 og jeg vil prøve ikke at skrue nogle forventninger op og bare “være”. Min fødselsdag tager jeg ad hoc. Vi har ingen planer for nytårsaften – stod det til mig, ville sweatpants, en sweatshirt, uldstrømper, god mad og en film hjemme på sofaen være mit ønskescenarie. Men skulle der mod forventning dumpe en invitation til fest ind på telefonen, så afviser jeg ikke, at jeg vil tage ja-hatten på og forsøge at mane mine negative forventninger om nytårsaften til jorden. Uanset hvad, så kan jeg med ro i sindet vinke farvel til 2017, som har været et begivenhedsrigt år for mig med min diagnose og forsøg at manøvre rundt i et nyt liv. Noget positivt er dog, at denne blog er kommet til verden og at I har taget så godt imod den.
Og så vil jeg byde 2018 velkommen. Jeg er sikker på, at der med tiden vil opstå nye udfordringer – også i december måned. Som altid, kan jeg ikke andet end at forsøge at tackle dem, så godt jeg kan uden at miste mig selv undervejs, som jeg har været vant til tidligere. Jeg skal huske at løbe forrest og vise mig selv vejen – der er ingen, der gør det for mig.
Jeg hedder Sascha og jeg vil forsøge at finde den positive Ebenezer Scrooge frem resten af december.
Og hey! God jul og godt nytår! Vi læses ved i 2018.
Kh, Sascha.
Skriv et svar