Du drikker som en grønlænder!

Billedet illustrerer meget godt, hvordan jeg har det med alkohol idag om end konteksten var en anden på det tidspunkt, da billedet blev taget. Tror jeg drikker et shot fernet på en eller anden bar i San Fransisco for fem år siden. Kan huske, at den IKKE smagte godt. Men den har med garanti lindret nogle dårlige nerver og fået mig til at slappe af, så jeg kunne holde ud bare at være. For det var sådan, jeg brugte alkohol i det meste af mine 20’ere og 30’ere – når tankerne pressede sig alt for meget på og jeg ikke kunne holde ud af at være i mig selv, når jeg skulle grave noget selvtillid frem eller når jeg havde brug for at slappe mentalt af og bare være – bare lige for en kort stund. Og hellere for en kort stund end aldrig. Så alkohol blev min bedste ven.

Den 24. oktober i år kunne jeg fejre ét års ædruelighed. Damn – ét år alligevel. Det er ret vildt at tænke på. Især taget i betragtning, at jeg har drukket godt igennem de sidste 17 år. Én ting er, at det er “normalen” at drikke, når man er ung og det er en del af ens sociale liv og en måde at skabe bånd til andre mennesker. Én anden ting er at bruge alkohol som et middel til at opbygge noget hurtig selvtillid eller som selvmedicinering. Jeg har praktiseret begge dele til et særdeles flot 12-tal. Især når det gælder at bruge alkohol som selvmedicinering. Jeg har uanset hvad været igennem ufatteligt mange tømmermænd – både moralske og fysiske. Nogle så slemme, at det kunne udløse en depression. Jeg har sidenhen fundet ud af, at alkohol er det værste for et menneske med bipolar. Det kan i mange tilfælde udløse en mani eller en depression. I retrospekt er det jo også ret skræmmende, hvad jeg har udsat min krop og mit sind for. Jeg har bare ladet vanviddet fortsætte i det uendelige og drukket mine sorger væk. Og den aften for ét år siden, hvor alting kulminerede, der blev alkohol brugt som en sidste vej ud af min elendighed. Derfor tror jeg også, at jeg nu ét år senere associerer alkohol med noget ekstremt negativt og skadeligt for mit mentale helbred.

Alkoholindtag er sammen med forstyrret søvn blandt de stærkeste destabiliserende faktorer forud for en mani, og i mange tilfælde følges de ad. Alkoholindtag kan således starte en mani, men også forstærke og vedligeholde den. Desuden forringer alkoholindtag i mange tilfælde effekten af  behandlingen, både medicinsk og psykologisk behandling. Man har brug for en skarp hjerne når man skal håndtere maniens udfordringer og faldgruber, og det har man ikke under indflydelse af alkohol. Alkohol og andre former for rusmidler forværrer din depression på lang sigt og kan være med til at udløse en ny depression. 

Bipolar lidelse er ikke altid uforeneligt med et beskedent alkoholindtag, men man bør unde sig selv at vente med at indtage alkohol til man er langt inde i en stabil periode, og man kan ikke tåle at ”drikke sig i hegnet”. Det er der i øvrigt ingen der har godt af (depressionsforeningen.dk).

Bortset fra det, hvem er seriøst kommet på udtrykket “du drikker som en grønlænder” eller “du var godt nok grønlænderstiv”! Udover at det er sindssygt upassende, så har det intet med virkeligheden at gøre. Og hvorfor er der iøvrigt ingen grønlændere, der ligesom andre kulturer, når de føler sig forurettede, råber op og kræver udtrykket begravet? Måske opstår antagelsen, at alle grønlændere er kronisk stive, ud af de grønlændere du ind i mellem møder på Vesterbro Torv eller andre steder i København. Overvejer dem som bruger udtrykket, at de her mennesker har været udsat for et voldsomt kulturelt overgreb, og at alkohol måske har været brugt som en måde at dulme de voldsomme oplevelser, de har været udsat for? Måske det ville være en idé at sætte sig ind i grønlændernes tragiske historie, inden man vælger at dømme eller gøre grin med. Jeg kan ikke tælle på to hænder, hvor mange gange jeg har hørt udtrykket “du drikker som en grønlænder”, når jeg har været beruset, og hvor tilsvarende mange gange, jeg har fundet mig i at blive sat i bås, bare fordi jeg har grønlandsk blod i årene. Derudover har jeg hørt udtrykket blive brugt i flæng i andre sammenhænge. Men det er sgu ikke okay. Her må jeg gøre op med min indre nikkedukke og sætte en fod i jorden – om ikke for mig selv, så for alle de grønlændere, der lider under samme stigmatisering. Men igen – det er en helt anden snak, som hører til i et andet indlæg.

Nåh, hvor kom jeg til? Ja, men det er nu ét år siden, jeg tog en kold tyrker og stoppede med at drikke alkohol. Som forklaret i mit indlæg “Jeg er ikke bipolar!”, så blev jeg indlagt på psykiatrisk afdeling på Bispebjerg efter at have forsøgt at tage mig eget liv med piller og alkohol. Jeg havde på meget få timer formået at drikke 1/2 liter rom blandet med sovemedicin og jeg husker meget lidt fra den aften. Jeg havde forinden været oppe og diskutere med min kæreste, men synes ellers, at jeg havde været i godt humør den dag. Men da han var gået (vi boede ikke sammen på det tidspunkt), så slog det bare klik i min hjerne og jeg begyndte at græde fuldstændig uhæmmet og følte, at mit liv var ubærligt, at jeg ikke var god nok, at jeg var en elendig kæreste, en dårlig ven osv. Når jeg ser tilbage, så var det som sådan ikke vores diskussion, der pressede mig udover kanten, men en ophobning af mange års dårlige oplevelser og knuder i maven, som diskussionen åbenbart udløste. Jeg var bl.a. lige kommet ud af et venskab, hvor jeg havde følt mig enormt forudrettet og bedraget og den oplevelse havde sat nogle dybe ar i min sjæl. Og når man har bipolar II, som jeg, og er lidt følsom ved siden af, så skulle der ikke så meget til at vælte min verden. Jeg tror også, at mit skiftende humør og konstante op- og nedture har været præget af påvirkninger udefra. Jeg var meget påvirkelig i mine manier og depressioner og fordi jeg har haft en tendens til konfliktskyhed, så har jeg været rigtig dårlig til at sætte personlige grænser. Jeg har ladet folk udnytte mine svage sider og naivitet. Jeg kan med sikkerhed sige, at mit humør og mine faser, har været påvirket af de mennesker, som jeg har været omgivet af på de daværende tidspunkter. I mine manier hang jeg ud med mennesker, som fodrede min mani og var med mig i mine opture, og når jeg var deprimeret, hang jeg ud med mennesker, som selv kæmpede og havde det svært. Og det er ikke just sundt for psyken på længere sigt.

Mennesker med angst eller depression og bipolar lidelse har tre gange større risiko for også at få et alkoholmisbrug. En af grundene er, at mange mennesker bruger alkohol eller stoffer til at lindre ubehagelige følelser. Alkohol og stoffer kan dog forårsage andre problemer i et menneskes liv, fx i forhold til penge eller parforhold, og omfattende brug kan udløse eller forværre en psykisk sygdom.

Alkohol gør folk mindre opmærksomme og svækker koncentrations- og koordinationsevnen. Nogle mennesker bruger alkohol til at mindske deres bekymring eller angst, og på kortere sigt kan alkohol da også have den virkning. I små doser får alkohol folk til at slappe af og have færre hæmninger, og det gør, at man ofte føler sig mere selvsikker og bliver mere udadvendt. Brug af alkohol kan dog medføre en række problemer på både kort og længere sigt (psykiatrifonden.dk).

Den famøse nat, hvor jeg bliver indlagt, er jeg ikke klar over, at jeg har en bipolar lidelse. Jeg ved bare, at noget er galt. Da jeg vågner dagen efter, havde jeg som nævnt i “Jeg er ikke bipolar!”, de værste tømmermænd i mit liv og aldrig har jeg kastet så meget op. Jeg troede på et tidspunkt, at jeg skulle kaste alle mine organer op. Jeg rystede, havde voldsomt hovedpine og kunne slet ikke holde ud at være i mig selv. Jeg følte mig sølle og utiltalende, som jeg lå der i hospitalsengen. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg nogensinde ville havne her. Det er jo kun skøre mennesker, som bliver indlagt på psykiatrisk afdeling – og jeg var da på ingen måde skør! Men jeg var vant til, at når noget virkede uoverskueligt, så blev alkohol brugt til at dulme de dårlige nerver. Så den aften var intet i grunden unormalt i forhold til andre aftener – prøver jeg at bilde mig selv ind. For det var en unormal aften. Jeg har aldrig på den måde drukket alene – jeg mener, 1/2 liter rom! Hvis ikke det er unormalt, så ved jeg ikke. Derfor er min opfattelse af det at være indlagt også gjort til skamme. Du behøver ikke være skør for at være indlagt. Du kan være svag i et øjeblik, hvor du ikke kan tage vare på dig selv, og så kan du lade dig indlægge. Jeg vil til hver en tid hellere erkende, at jeg ikke kan tage vare på mig selv og lade mig indlægge end at benægte det faktum og gøre endnu mere skade på mig selv.

Min indlæggelse satte et endeligt punktum for mit absurde alkoholindtag og jeg var lige dér i dét øjeblik klar til at lægge mit liv fuldstændig om. Og det betød for det første at slippe den ondskab, som havde hængt på ryggen af mig som en altødelæggende kræftsvulst, der havde suget alt liv ud af mig. Det var den dag, at jeg besluttede, at alkohol ikke skulle have lov at styre mit liv mere. Jeg vil med det samme sige, at det ikke var nemt at kaste flasken for porten – det var faktisk rigtig svært – også til trods for de massive tømmermænd i dagene efter min indlæggelse. Hver gang jeg forsøgte at slippe af med flasken, så kom den tilbage som en ildevarslende boomerang og prøvede at lokke mig med søde ord om bedre tider. Jeg arbejder i en branche og lever i et samfund, hvor alkohol er en stor del af sociale sammenkomster. Der er alkohol overalt. Jeg kunne smage alkohol, når andre stod og drak en øl eller en drink og jeg vil vove at påstå, at jeg havde abstinenser. Jeg kunne mærke, hvordan jeg rystede på hænderne og forestillede mig, hvor godt den gin & tonic måtte smage. Jeg vil ikke sige, at jeg har været ved at falde i, for var faktisk ret afklaret med ikke at drikke, men jeg savnede dét, som alkohol gjorde ved mig, når jeg manglede selvtillid eller når alting var uoverskueligt og nerverne skulle dulmes. Alkohol kunne enten give mig følelsen af at være uovervindelig, men den kunne også give mig følelsen af at være ulykkelig. Det var alt afhængig af, hvordan mit humør var, når jeg drak og om jeg var manisk eller deprimeret. 

I mit alkoholstop, havde jeg pludselig meget svært ved at føre de der ligegyldige samtaler med folk i en brandert, som ingen alligevel kunne huske dagen efter. Jeg manglede selvtillid. Jeg kunne ikke small-talke på samme måde mere. Jeg kunne pludselig mærke mig selv helt ind til benet og alle sanser blev skærpede. Hvor alkohol havde haft en sløvende og bedøvende effekt på mig, så stod jeg nu ansigt til ansigt med en virkelighed, som jeg slet ikke kunne holde ud at være i. Folk var glade. Alkohol havde gjort mig glad. Der var stadig glade mennesker. Men jeg drak ikke og kunne pludselig mærke hver en del af min krop og følte mig malplaceret og forkert. Så havde jeg vundet eller tabt ved at holde op med at drikke? I det mindste var der ingen, der prøvede at presse mig til at drikke og dem, der spurgte til mit alkoholstop fik forklaringen, at jeg havde besluttet at holde en pause – en meget lang pause. Det er først nu, at jeg åbner op for den virkelige årsag.

Ligesom mange af mine venskaber er opstået i hypomanier eller depressioner, så er mange af dem også opstået i en eller anden form for alkoholrus. For når jeg var fuld, så slap jeg også mine hæmninger og det var nemmere at snakke med folk, jeg ikke kendte eller sjældent så. Jeg har også haft mange ligegyldige forhold til mænd i en brandert. Jeg havde brug for bekræftelse og var nok også desperat efter opmærksomhed. Jeg var svag, naiv og godtroende. Jeg lod mig udnytte. Jeg er sikker på, at jeg var meget sjovere, når jeg havde drukket, medmindre jeg blev for fuld og kunne gå fra at være sød og glad til rasende og ulykkelig. Det afhang i dén grad af mit humør. En veninde har fortalt mig, at hun fornylig mødte en person, jeg kender fra musikbranchen, som havde fortalt hende, at han aldrig har oplevet mig i ædru tilstand – han fik det til at lyde negativt og nedladende. Kan huske, jeg tænkte – okay hvorfor har han et behov for at udtrykke det og hvorfor har I overhovedet talt om mig og mine alkoholvaner? Tusind tanker fløj igennem mit hoved. Hvis han havde haft et behov for at fortælle hende det, hvem havde han så ikke snakket med bag min ryg? Gik rygtet nu, at Sascha drak som en grønlænder? At Sascha var pinlig? At Sascha var uligevægtig og utilregnelig? Der blev åbnet op for mange negative følelser, og som altid havde jeg lyst til at begrave hovedet i sandet, når der opstår en konflikt eller ubehagelig tanke, jeg skal tage stilling til. Og med tiden er flere og flere historier dukket op fra tidligere og nuværende bekendte, hvor jeg skal stå til ansvar for mine handlinger, mens jeg har været beruset. Og hvor jeg enten stiller mig på bagbenene og forsvarer mig selv, eller får dårlig samvittighed, har jeg måtte lære mig selv at slippe selvbebrejdelsen og acceptere at fortid er fortid. Og dem som er flove over mig, eller føler jeg har behandlet dem uretfærdigt i en alkoholrus, kan jeg kun undskylde, hvis der er noget at undskylde. Men jeg er også bare et menneske. Jeg har fejl. Og det har på ingen måde hjulpet, at jeg har haft en bipolar lidelse, jeg ikke har kendt til på daværende tidspunkt, som har været med til at svække min dømmekraft. Skal vi komme videre? Jeg er videre.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at røre alkohol igen. Jeg håber det – for jeg kan godt lide et godt glas vin i godt selskab, men jeg er bange. Bange for at jeg falder i og ender med at gå tilbage til mit gamle mønster, for det vil jeg ikke. Jeg er her ét år efter stadig igang med at arbejde med mig selv og det arbejde fortsætter, indtil jeg føler mig klar til at drikke et glas vin igen. Så skal vi ikke skåle for det – i sodavand.

Jeg hedder Sascha og drikker ikke (længere) som en grønlænder.

Kh, Sascha.