Ensomhed… vi står i øjeblikket i en global krise, hvor en virus har tvunget os væk fra vores sociale liv – og det kan give anledning til udfordringer. For nogen er dét at være alene, det bedste de ved og for andre betyder det ensomhed. For mig er det en blandet pose bolcher – for jeg har først de senere år lært at elske mit eget selskab, men har også brug for tosomhed.
Jeg har altid forbundet ensomhed med noget negativt i mine teenage- og voksen år. Jeg følte mig ikke specielt meget alene, da jeg var yngre og boede i Grønland – jeg havde altid nogen at lege med – om det det var at bytte glansbilleder, spille rundbold, skøjte, kælke, stå på ski etc. Det var faktisk først, da jeg startede i skole i Danmark, at jeg fik ensomhedens klamme hånd at føle. Hvor jeg før havde haft et enormt socialt liv, så blev det pludselig afløst af en social akavethed, hvor jeg pludselig ikke passede ind. Jeg lignede ikke de andre. Jeg følte mig forkert. Min grydeklip passede ikke ind. Mine grønne cykelshorts passede ikke ind. Min måde at tale på passede ikke ind. Jeg passede i bund og grund bare ikke ind.
Jeg var opvokset i en barsk natur med snestorme og vilde dyr og med rå lever, hvalhud, kogt sæl og tørret fisk på menuen side om side med leverpostejsmadderne og spaghetti bolognese. Og hvor var jeg dog misforstået i et uoplyst samfund. Mine medstuderende i Danmark var overbeviste om, at jeg havde boet i en iglo og fanget min aftensmad med harpun ude på isen. Og det var jo ikke deres skyld, at de ikke vidste bedre… den grønlandske måde at leve på var bare misforstået – det vi ikke forstår, skræmmer os. Ligesom ensomhed. For jeg spiste ligesom alle andre børn også leverpostej med agurk – forskellen var bare, at agurken kostede 15 kr. og mælken var importeret og langtidsholdbar, fordi der ikke er køer i Grønland. Og jeg synes selv, at det havde været så spændende og oplevelsesrigt at have boet i et andet land. Fordi jeg havde været på sommerferie i Danmark mange gange, så var den danske kultur ikke fremmed for mig.
Men alting i Danmark var en omvæltning og jeg blev ikke taget specielt godt imod. Jeg var underlig, fordi jeg kom fra en kultur, der var anderledes end normen og jeg blev hurtigt genstand for mobning. Jeg havde lyst til at sætte mig på det første fly til Grønland – tilbage til mine rødder – og pludselig blev jeg overstrømmet af en dyb ensomhed – som jeg ikke forstod, hvad var dengang. Jeg ved bare, at jeg ikke længere havde det samme sociale liv, så jeg distancerede mig ligeså langsomt fra andre børn og isolerede mig på mit værelse kun i selskab med mine plakater af Madonna og Michael Jackson og mine hjemmelavede kassettebånd. Musik blev min bedste ven – den dømte ikke men forstod mig og gav mig håb.
Værre blev det i gymnasiet, hvor jeg følte mig virkelig ensom. Her kan man snakke om, at ensomheden fik så fast et greb om mig, at jeg havde mit første møde med tanken om at dø. Og det er dét, som ensomhed kan… den kan få dig til at føle dig uønsket, uelsket og drive dig derud, hvor der ikke føles at være nogen anden udvej. Jeg var tæt på at droppe ud af gymnasiet, men havde en god ven, som talte mig ud af det og som gjorde, at jeg med nød og næppe klarede mig igennem pinslerne.
Ensomhed… et uhåndgribeligt begreb.
”Man kan sagtens være alene uden nogensinde at føle sig ensom. Og omvendt kan man også være sammen med andre og samtidig føle sig ensom. Ensomhed handler om at føle sig ufrivilligt alene. Og grundlæggende kan ensomhed opstå, når vi på den ene eller den anden måde oplever en mangel på samhørighed” (www.psykiatrifonden.dk)
I tiden inden min indlæggelse følte jeg mig ekstremt ensom – og det var selvom jeg konstant var omgivet af mennesker. Sagen var bare den, at det var de forkerte mennesker, jeg var omgivet af. For mig var det at sidde alene lig med ikke at føle mig elsket, og da jeg er et menneske, som har enormt meget brug for bekræftelse og kærlighed, så blev det hurtigt associeret med noget negativt at sidde alene.
Efter min indlæggelse og i arbejdet med mig selv fandt jeg pludselig ud af, at ensomheden alligevel ikke var så faretruende, som jeg havde oplevet den tidligere. Men jeg fandt også ud af, at ensomhed kan optræde i mange former alt afhængig af, hvor vi befinder os i vores liv. Hvor jeg før har associeret ensomhed med noget ekstremt negativt, da jeg havde behov for anerkendelse og kærlighed fra andre, så betragter jeg i dag ensomhed, som en mulighed for at reflektere over udfordringer og bekymringer – hvad skal ændres for, at jeg kan holde mit eget selskab ud. Og den reflektion kan man kun gennemgå ved at være alene. Uden forstyrrelser.
I dag omfavner jeg ensomheden, men mærker den ind i mellem også som en mørk sky – et levn fra min fortid, hvor ensomhed var forbundet med noget ulideligt og hjerteskærende. Jeg elsker at være social, men elsker også mit eget selskab. Jeg kender mange, som begraver sig selv i arbejde, sociale aktiviteter osv. for ikke at føle sig ensomme – fordi de ikke kan holde ud at være i deres eget selskab. For mange er sociale aktiviteter en væsentlig og naturlig del af deres hverdag.
Føler du dig ensom, hvor ensomheden er forbundet med noget negativt, så er det vigtigt at række en hånd ud og få talt med nogen. Ensomhed kan være en dræber og for mig var den ved at slå mig ihjel, da jeg følte mig socialt ekskluderet. Alle i min klasse havde allerede fra 7. klasse og frem til gymnasiet formet venskaber og grupper, som jeg ikke var en del af eller skulle kæmpe for at blive en del af. Jeg lærte, at dét at være ensom ikke altid handler om dig, men også om de mennesker omkring dig, som bidrager til din ensomhed, som med vilje ekskluderer dig fra sociale aktiviteter og sammenhænge – enten fordi de selv er bange for at stå alene, du er en trussel for deres egen overlevelse i en gruppe eller måske har lavt selvværd. Det er på lige linje med mobning, som også er socialt ekskluderende og hvor ensomhed som oftest også er en bivirkning.
Jeg har følt mig meget ensom i længere perioder – også i de situationer, hvor jeg har været omgivet af mennesker hver dag, og hvor det ikke burde være muligt at føle sig ensom, men selv i en evig strøm af relationer, kan ensomhed opstå. Især når de overfladiske relationer er tilstede og hvor man uanset hvor mange venner, man har, kan føle sig forkert eller sat udenfor en gruppe. Har været der mange gange og altid med det samme resultat – jeg har været ulykkelig.
Den her virus har tvunget mange af os i isolation, hvilket vi ikke er vant til i en verden, hvor vi helst skal være allevegne hele tiden. Så jeg har personligt på bedste vis forsøgt at omfavne ensomheden og se den som muligheden for at koble af og lade op, hvilket vi mennesker generelt er ekstremt dårlige til. Med det sagt, så glæder jeg mig også meget til at kramme alle dem, som jeg har savnet og holder af.
Kh, Sascha.
Skriv et svar