Der er ingen vej uden om det… så lad os adressere elefanten i rummet. Og jeg kan med det samme sige, at det her indlæg bliver et af de længere og mere alvorlige, for der er meget at skulle omkring. Men som forklaret tidligere, så er denne blog et udspring af noget dybere og denne diagnose er én af de årsager.
Bipolar affektiv lidelse er en psykisk lidelse, der er karakteriseret ved udtalte, periodiske svingninger i stemningslejet i såvel manisk som depressiv retning. Der skelnes mellem bipolar lidelse type I, som er den klassiske form, hvor der i sygdomsforløbet optræder manier og bipolar lidelse type II, som er en variant, hvor der i sygdomsforløbet ikke optræder manier, men hypomanier og depressioner (jf. www.depressionsforeningen.dk)
For knap ét år siden blev jeg diagnosticeret med en bipolar lidelse type II. Der skulle en meget voldsom handling til at nå denne “konklusion”. Når jeg skriver konklusion i anførelsestegn, er det fordi, at jeg stadig er igang med at forholde mig til pludselig at stå med et label i panden og jeg har ikke rigtig været klar til at skulle dele det label med resten af verden. Indtil nu.
Og hvorfor har jeg så ikke været klar? Fordi det er ildeset at have en psykisk diagnose? Fordi det er en skam? Fordi man er misforstået som psykisk sårbar uanset hvilken diagnose, man måtte have? Fordi man er anset som svag og uligevægtig. Ja – bare ja. Da lægen på Center For Affektive Lidelser efter mange lange og drænende samtaler kunne bekræfte, at jeg havde bipolar, kan jeg godt afsløre, at jeg stod med meget blandede følelser – jeg var mest af alt forvirret. Jeg spurgte hende, om hun nu var sikker, om jeg ikke bare var deprimeret, om det ikke bare var et hårdt liv, som havde gjort mig syg. Om jeg ikke bare var stresset? Jeg kan huske, at hun sagde, at de dårlige oplevelser højest sandsynligt havde sat gang i en ond spiral, som havde trigget min bipolare lidelse. Det var meget svært at forholde sig til og mit liv blev vendt fuldstændig på hovedet. Hvilken betydning ville det få for mig, mine nærmeste, mit arbejde, kolleger osv. at stå med en psykisk diagnose. Jeg var rædselsslagen, og det første der poppede op i mit hoved var, at nu ville jeg blive fyret fra det arbejde, som jeg næsten lige var startet på og holdt så meget af.
Når jeg tænker tilbage, så gør det mig ked af det, at det første jeg tænkte var, hvordan det ville påvirke mine relationer til andre mennesker, mit arbejde osv. Jeg ville istedet ønske, at jeg havde haft fokus på mig selv og mine behov. At jeg ikke havde stresset over, hvordan verden ville se på mig og om de ville acceptere mig eller udstøde mig. Tanken gjorde mig om noget endnu mere ulykkelig. Derfor var det af samme årsag svært at acceptere, at det nu var min virkelighed.
Nu er du nok nysgerrig, hvad den voldsomme handling var, som resulterede i denne diagnose. Det er til gengæld noget, som er et ømt punkt for mig og som jeg stadig idag har svært ved at tale om uden at få en klump i halsen – netop fordi det var så voldsomt. Det er meget få, som jeg har indviet i denne historie og kun mennesker, som jeg stoler på, eller som jeg skyldt en forklaring for mine tidligere handlinger. Hvorfor min opførsel har drevet dem væk, hvorfor jeg har såret dem eller hvorfor jeg altid har virket så kaotisk.
I oktober måned 2016 var livet blevet for hårdt. Jeg havde konstant tankemylder – en ubetydelig tanke eller en konflikt med et andet menneske i en eller anden sammenhæng kunne slå mig helt ud af kurs og jeg gik ofte rundt med en knude i maven. Jeg fik af samme årsag ikke særlig meget søvn, jeg var konstant trist, jeg følte mig uduelig, uønsket, værdiløs og havde svært ved at glæde mig på andres vegne. Jeg følte et stort indædt had til mennesker omkring mig, som havde gjort mig ondt eller som jeg havde givet lov til at gøre mig ondt og det var praktisk taget umuligt at finde nogen form for optur eller glæde over noget som helst. Jeg kunne finde lidt glæde, når jeg drak alkohol og festede eller var på arbejde – nok fordi jeg også fik mulighed for at distrahere mine tanker. Når jeg var hjemme alene, gik tankestrømmen amok og jeg drak meget vin – alene – for at dulme mine dårlige nerver og få hjernen til at slappe af og tankerne til at falde til ro.
Den aften/nat kulminerede mange års konstante op- og nedture, stress, depression, dårlige relationer etc. i en overdosis af piller og sprut. I et desperat råb om hjælp, fik jeg i sidste øjeblik fat i min kæreste, som hentede mig i min lejlighed og kørte mig på psykiatrisk skadestue. Jeg husker intet fra den nat andet end jeg vågnede med de værste tømmermænd i mit liv. De havde givet mig noget at sove på, som gjorde mig fuldstændig groggy og jeg kunne nærmest ikke fungere mentalt eller fysisk. Jeg havde en ude-af-kroppen oplevelse, og det var som om, at jeg stod ved siden af min seng og kiggede ned på mig selv ligge der. Der gik det pludselig op for mig, hvad jeg havde gjort og jeg var fuldstændig ulykkelig. Jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor jeg havde forsøgt at tage mit eget liv, hvad der havde drevet mig her til, andet end jeg havde følt mig ensom, indholdsløs og trist. En sygeplejerske tjekkede til mig en gang i timen, og jeg kan huske, at alle mine ejendele var låst inde i et skab. Jeg havde kun fået lov at beholde den pyjamas, som jeg var kommet i ved indlæggelsen. Jeg var rædselsslagen for at bevæge mig udenfor min stue – vidste ikke, hvad der ventede på den anden side, så jeg blev på mit værelse. Jeg turde ikke engang at gå ud for at få noget at spise. Var det lige som filmen “Gøgereden”? Gik folk savlende rundt i spændetrøjer og fik elektrochok? Mit hoved var fyldt med skrækscenarier.
Da sygeplejersken bad mig komme ud fra mit værelse og snakke med lægen, kan jeg huske, at jeg følte mig så flov og bange. Jeg havde allermest bare lyst til at tage mine ting og kravle ud af vinduet og lade som om, at det her aldrig var sket. Men vinduerne kunne slet ikke åbnes af sikkerhedsårsager, så den plan var alligevel nok ikke lykkedes. Den var måske alligevel også lidt irrationel. Jeg følte, jeg var i et fængsel, men på en måde var jeg, for jeg var på den lukkede – bare uden tremmer for vinduerne. Det føltes som en ond drøm. Fra mit værelse skulle jeg gå igennem et stort opholdsrum, hvor der sad andre indlagte patienter og spiste mad, snakkede indbyrdes eller så tv, og jeg kan huske at jeg tænkte, at de allesammen var så unge og de ikke burde sidde her. Og hvad lavede jeg her? Jeg burde ikke være her! Jeg hører ikke til her! Jeg sad hulkende overfor lægen og to sygeplejersker og skulle forsøge at sætte ord på, hvad der havde drevet mig her til, og jeg kunne knap samle tanker eller ord eller give en forklaring, som lød bare nogenlunde fornuftig. For det er jo ikke fornuftigt at have forsøgt at tage sit eget liv. Og uanset hvad jeg sagde, og hvor meget jeg fortrød min handling, så lød det som en dårlig undskyldning. Jeg kunne tydeligt se på lægen, at den historie havde han hørt mange gange før. Men jeg mente det – de ville aldrig komme til at se mig på afdelingen igen. Jeg havde fået et wakeup-call af dimensioner! Og det skal iøvrigt lige siges, at det at være indlagt ikke var som i filmen “Gøgereden” – langt fra, faktisk. Og at jeg har haft de tanker vidner jo i dén grad om, at psykiatrien er misforstået. Folk går ikke rundt savlende i spændetrøjer. Dem som det kan gavne, får tilbudt elektrochok, men det påtvinges dem ikke.
Nåh men, to dage senere lod jeg mig udskrive og dagen efter var jeg tilbage på arbejde…. om det var hensigtsmæssigt eller særligt fornuftigt fra et lægeligt eller menneskeligt perspektiv, ved jeg ikke, men det var det for mig på det tidspunkt. Jeg kunne ikke holde ud af være indlagt eller ligge derhjemme, hvor det hele var sket, og fordi jeg elskede mit arbejde, så var det god terapi for mig at vende tilbage så hurtigt som muligt. Lægen kunne kun bekræfte mig i, at hvis jeg følte, at det gavnede mig, så var det dét, jeg skulle gøre.
I forbindelse med min indlæggelse blev jeg henvist til Center For Selvmordsforebyggelse, hvor jeg fik intensiv samtaleterapi. Lægen hér mistænkte, at jeg havde en bipolar lidelse og jeg blev efter nogle måneder sendt videre til Center For Affektive Lidelser på Rigshospitalet. Her blev diagnosen bekræftet og jeg kunne nu se frem til et stort følelsesmæssigt oprydningsarbejde. Jeg var tvunget til at se tilbage på mit liv for at forsøge at spore, hvor mine hypomanier og depressioner først startede. Og med min tilbøjelighed til konfliktskyhed, glædede jeg mig ikke umiddelbart til at grave i fortiden og stå ansigt til ansigt med de dårlige minder og oplevelser, jeg havde forsøgt at flygte fra det meste af mit liv.
Hypomanien er en let form for mani, der er karakteriseret ved let opstemthed, øget energi, øget selvtillid og øget velvære. Ofte ses øget produktivitet, ligesom søvnbehovet kan være let nedsat. Tilstanden påvirker ikke altid funktionsniveauet, men vil ofte være påfaldende for omgivelserne. En hypomani kan hos nogle være forstadie til en mani, mens den hos andre pludselig kan slå over i en depressiv tilstand (jf www.depressionsforeningen.dk)
Men pludselig gav alting mening. Og det føltes som en kæmpe lettelse nu at kunne pege på episoder i mit liv, hvor jeg har vist tegn på hypomanier og depressioner eller haft det, man kalder en blandningstilstand, hvor jeg oplevet begge dele på samme tid indenfor meget kort tid. Når jeg forsøger at tænke tilbage, så kan jeg huske, at mit humør i mine midt 20’ere og frem til min indlæggelse, havde været præget af stor ustabilitet og jeg kunne med et fingerknips gå fra at være i total selvkontrol, føle mig ovenpå til at være rasende på hele verden, føle lavt selvværd og være bundulykkelig og sådan ville det fortsætte op og ned i det som føltes en uendelig rutschebanetur. Og det er sådan bipolar kan være – en form for enormt overskud og lykkerus afløst af depressioner, og sådan kan det fortætte, indtil diagnosen fastlægges og behandling kan påbegyndes. Men selvfølgelig ligger mit handlemønster ikke kun i den bipolare diagnose og de bipolare faser. Der ligger selvfølgelig mere til grund. Jeg har også en del ubearbejdede minder fra min fortid, som jeg ikke har fået taget stilling til. Men det er en helt anden snak og et helt andet indlæg.
Jeg kan huske, at en tidligere ven/kollega engang sagde til mig, at han synes, at jeg altid var enormt overskudsagtig, altid var glad og positiv, altid havde gang i mange ting og det var totalt fedt. I retrospekt, kan jeg sagtens se, hvad han har set og jeg var også totalt ovenpå og havde mange jern i ilden. Men jeg husker også, at jeg var deprimeret, men den side så han ikke, for den gemte jeg væk. Jeg græd, når jeg kom hjem og var alene – aldrig blandt andre mennesker. For jeg var jo vant til at tackle mine egne følelser. Mange af de venskaber, jeg havde på det tidspunkt og i tiden efter, var som oftest formet i en hypomani eller i en depression. Enten var de opturs- eller nedtursvenner alt afhængig at mit humør på det tidspunkt. Jeg har generelt meget få venner, veninder eller kærester, som jeg mødt i “normal” tilstand, så jeg ved faktisk ikke rigtig, hvordan det føles at kende nogen på den baggrund. For hvad er “normalt” i grunden? Når man tager medicin, snakker de om at finde dit “normale” stemningsleje, men jeg ved ikke, hvad normalt er. Ellers også har jeg med tiden ihvertfald glemt det. Mit liv har været præget af ekstremer, så jeg har altid befundet mig i to modpoler og aldrig i midten. Idag er mit stemningsleje ved at normalisere sig, men jeg ligger altid og pendulerer mellem en positiv eller negativ følelse, men der er heldigvis langt fra hypomanierne og til depressionerne og det er en mærkbar og positiv oplevelse. Men jeg bliver aldrig den person, som laller storsmilende igennem en grøn eng med fuglefløjt og solskin. Jeg vil nok altid være melankolsk af sind – men det behøver jo nødvendigvis heller ikke at være et negativt karaktertræk.
Når jeg i overskriften skriver, at jeg ikke er bipolar, så er det fordi jeg ikke er min diagnose. Jeg har en bipolar lidelse, men er den ikke. Af samme årsag, så nægter jeg at lade min diagnose definere mig som menneske. Jeg vil ikke leve i skyggen af den, men løbe forrest så meget det er muligt og vise den, hvordan jeg vil insistere på at leve mit liv. For jeg kommer aldrig til at kunne undslippe at have bipolar og det må jeg acceptere. Den vil altid være en del af mig, men den må aldrig blive min personlighed eller bestemme, hvordan jeg skal leve mit liv.
Jeg har rigtig meget at være taknemmelig for – heriblandt livet. Jeg har fået ryddet op i de relationer, som har bidraget negativt til mine hypomanier og depressioner. Nogen er med tiden selv gået og det er også helt okay. Min kæreste står her stadig på trods af alt, og han har oplevet mig fra min værste side i begge poler. Ud af de få, der stadig står tilbage, kan jeg kun udvise stor tak, taknemmelig og kærlighed. Jeg er så heldig at arbejde et sted, hvor min chef efter min indlæggelse greb mig og forsikrede mig, at det aldrig nogensinde ville komme til at få konsekvenser for mit arbejde eller koste mig mit job, at jeg nu stod med en diagnose. Han gav mig plads, tid og rum til bare at være og støttede mig i arbejdet med mig selv i tiden efter. Og for det er jeg ham evigt taknemmelig. Og når jeg skriver det, så er det fordi, at jeg i mit stress- og depressionforløb hos en tidligere arbejdsgiver oplevede stor skepsis og mistro omkring min tilstand og det var enormt ubehageligt. Jeg kræver ikke særbehandling, men forståelse og medfølelse – noget som nærmest er ikke-eksisterende på arbejdsmarkedet eller i samfundet idag. Hvis ikke du kan klare mosten, så står der 100 andre i kø, som kan. Jeg har i mange år undertrykt de signaler og advarselslamper, som forsøgte at fortælle mig, at jeg skulle geare ned og kigge indad og det endte næsten med at koste mig livet.
Jeg håber så inderligt, at der kommer mere fokus på psykiske diagnoser og vi får snakket om dem – ikke mindst på arbejdspladser og mellem hinanden i det offentlige rum. Nu vil eller kan jeg ikke tale på vegne af alle mennesker med psykiske diagnoser, men jeg er altså ikke anderledes end andre mennesker – jeg er måske bare lidt mere følsom overfor ydre påvirkninger og udfordret på nogle følelsesmæssige og kognitive områder, som andre har et afslappet og naturligt forhold til. Jeg har som følge af min diagnose især nedsat koncentrationsevne og hukommelse og bliver hurtig rastløs. Så hvis jeg møder dig på gaden, og ikke kan huske, hvad vi talte om sidst vi sås, eller jeg taler meget hurtigt og måske en smule usammenhængende, så ved du hvorfor – men jeg er ikke lavet af porcelæn – jeg er en stærk pige. Jeg kan også være super sjov og er god til at lytte. Men heldigvis er der råd for at træne den dårlige hukommelse gennem kognitiv og medicinsk behandling, som i mit tilfælde har været min redning og det til trods, at jeg er totalt anti-medicin. For at stabilisere mit humør, og jeg kan undgå de destruktive op- og nedture, så er det nødvendigt for mig at tage medicin, men der er håb forude, at jeg en dag kan leve uden. Man kunne tale videre om brugen af medicin, og om det i virkeligheden er nødvendigt, men det er også et helt andet indlæg. Indtil da, er det vigtigt for mig med struktur, orden og ro – derfor sætter jeg også meget pris på tid alene, hvor jeg kan slappe mentalt af og finde overskud til bare “at være”. Noget jeg før i tiden har fuldstændig negligeret og underkendt – for det er da kedeligt, når man istedet kan feste hver weekend, arbejde 40 timer om ugen eller have 4 aftaler samme dag.
I kraft af min medicin og samtaleterapi, har jeg faktisk aldrig haft det bedre. Jeg er så småt ved at vende tilbage til livet, men jeg døjer stadig med at skulle finde min plads i mit eget liv. Jeg er igang med at lære en helt ny Sascha at kende, og det i sig selv er en ret surrealistisk oplevelse, for hvem var jeg egentlig, når jeg havde mine bipolare faser og når de var værst? Var jeg mig selv, var jeg en anden eller var jeg en kombination? Det er jeg stadig igang med at efteranalysere, for jeg vil gerne til bunds i det – for sådan er jeg. Jeg vil gerne være i kontrol. Men ikke destomindre må jeg nok bare lære at acceptere. Acceptere, at jeg har en bipolar lidelse, og at jeg i kraft af denne ikke længere kan de samme ting som dengang – og halleluja for det – for det var ikke et sundt liv. Men så kan jeg noget andet som fx at synge og spille teater og det er da også ret sejt. Jeg skal også lære at acceptere, at jeg har gjort nogle ting, som jeg ikke er stolt af og som ikke har gavnet nogen, heller ikke mig selv. Jeg er ikke perfekt, men hey – hvem er det? Jeg har virkelig lært at værdsætte livet og gøre de ting, som gør mig glad og omgive mig med mennesker, som giver mig energi og styrke og som ikke udnytter, at jeg ikke altid tænker rationelt eller er sårbar.
Tak fordi du ville bruge din tid på at læse dette – meget lange – indlæg. Du skal være så velkommen til at stille spørgsmål og ellers håber jeg, at vi mødes derude. Og nej, vi behøver ikke snakke alvorligt – vi kan også bare hygge, grine, danse, gå en tur, drikke en kaffe eller bare være. Livet har ingen begrænsninger – kun muligheder.
Jeg hedder Sascha – jeg er ikke bipolar.
Kh, Sascha.
Rørende indlæg. Du rammer plet i et af mine mantraer for jeg er ikke handicappet – men jeg har et handicap.
Lige præcis, Karsten. Man er ikke sin sygdom eller sit handicap. Tak fordi du læser med, med et åbent sind – det betyder meget.
Tak fordi du deler din meget personlige historie Sascha. Du berører mange vigtige ting som fx stræben efter “det perfekte liv” og meget andet, som vi er mange, der kan have glæde af at tage op til overvejelse. Jeg har en bror med en psykisk lidelse og har selv i perioder haft brug for at støtte op om åbenhed og vidensdeling, når
det gælder psykisk sygdom, bl.a. via frivilligt arbejde i BPU.
Godt at høre, at du har fået det meget bedre. Og sikke en fin blog.
Kh. Maria (CBS)
Hej Maria. Tusind tak for de søde ord! Og dejligt at høre fra dig 🙂 Jeg er glad for at høre, at du også forsøger at gøre en forskel ved at tale åbent om psykisk sårbarhed. Håber din bror har fundet en måde at leve med sin lidelse – det kan være svært i et samfund, hvor stræben efter det perfekte, som du skriver, er en decideret kamp. De sociale medier gør det heller ikke bedre. Jeg har stadig meget arbejde foran mig, men det går i den rigtige retning. Kh, Sascha.
Åha. Endnu et stærkt indlæg. Denne gang noget mere alvorligt dog. Det et stærkt gået, sascha. Virkelig!!
Jeg tager hatten af for din åbenhed og ærlighed. ❤️ Mange tanker fra mig. ❤️
Tak Karina. Det betyder helt vildt meget, at du stadig støtter op. ja, det er (desværre) en barsk historie. Men jeg håber, jeg kan gøre en forskel. Kæmpe kram tilbage!
Hej du.
Stærk læsning på en torsdag aften, men gribende.. Du skriver godt og det er stærkt at dele så personlige tanker og billeder.. Jeg læste den to gange, for jeg vidste intet om emnet og har fået lært lidt ved anden runde.. Du er skidegod (peg med pibe)
Haha – peg med pibe. Elsker det! Fik mig til at trække på smilebåndet 🙂 tak for det. Og tak fordi du læser og støtter! Betyder helt vildt meget! Jeg er glad for, at jeg kan formidle noget, der er så personligt og vigtigt på en saglig og fængende måde. Jeg lover at næste indlæg bliver mindre tungt, så man lige kan få pusten 🙂
Kh, Sascha.
Hatten af for dig! Vidste på ingen måde det hele stod så skidt til og det gør ondt dybt i mit hjerte at du har været igennem så meget. Vil lige sende et kæmpe kram og sige det er virkelig sejt hvad du gør for at ændre dit liv og modigt du deler ud – du er stærk. Håber du finder ro i dig lige som du er. Masser af kram og tanker herfra
Søde Rikke. Tusind tak fordi du læser og støtter op! Betyder sindssygt meget! Livet har ikke været nemt for en følsom sjæl som mig. Men det kan kun blive bedre herfra 🙂
Kh, Sascha.
Tak for din historie! Det er sejt og det er du også! Stort knus til dig ❤️
Tak 🙂 masser af kærlighed til dig!
Tak for at dele. Stærkt. Modigt. Fedt. Synes, jeg kender dig bedre nu, det er jeg glad for!
Virker som om, der kommer noget positivt ud af din kamp! Det er optur!
Du jo langtfra alene. Virkeligheden er superkompliceret. Kravene er mange, drømmene store. Tiderne rå. Derfor er det så godt at dele!
Masser af kram.
Kram og knus herfra
Tak Tanja 🙂
Nu hvor jeg er så “dårlig” til at tale åbent om mine følelser, så er det meget godt at få det ned på “papir”, plus det giver mig mulighed for at reflektere. Jeg kæmper derudaf og det er rart at mærke opbakning derude og vide, at jeg ikke er alene. Håber at denne blog vil nå endnu længere ud, så der kommer mere fokus på psykisk sårbarhed og andre emner, som vi ikke tør at tale åbent om.
Kh, Sascha
Kære Sascha
Du skriver fantastisk, det har du virkelig talent for. Jeg synes at du er modig og jeg vil kreditere dig for din ærlighed og jeg vil støtte dig og være her altid. Hvor er det smuk at du blotter dig selv, både for egen skyld, men også for alle vores andres skyld, for den med lidelser, for deres pårørende, for de professionelle, for venner og familie og naboen…. og alle de andre. Tak for det og tak for dig.
Mange kærlige tanker Katja
Kæreste kusine.
Tak for de søde og rammende ord. Jeg er glad for, at jeg kan være med til at have en stemme for alle, som kæmper med at blive accepteret – diagnose eller ej. Jeg håber at kunne starte en lille revolution.
Kys og kram, Sascha.
Hej Sascha.
Er du vimmer hvor skriver du godt.
Så præcist og så rammende, på en og samme gang.
Sad med en klump i halsen i toget på vej hjem fra Affektiv Klinik.
Men du rammer også lige ind i noget sårbart, for jeg har jo samme diagnose som dig.
Og selvom din historie ikke er helt som min, så er der alligevel så mange ligheder, at den kunne være skrevet af mig.
Hvis altså jeg kunne skrive så godt som dig
Jeg beundrer din måde at skrive om dig selv og din diagnose på.
Det er meget svært for mig selv, at fortælle mine venner om min psykiske sygdom.
En brækket arm eller et brækket ben er let nok at forklare, og det bliver næsten altid godt igen.
Men hvordan forklarer man at man har brækket hovedet? Jeg har ikke knækket koden endnu.
Ved simpelthen ikke hvordan jeg skal sige det. Jeg kan jo ikke bare stå på stadion, i pausen af fodboldkampen, og sige jeg har en bipolar lidelse.
Jeg har det også lidt stramt med at invitere vennerne på middag, og så fyre den af mellem forretten og hovedretten. Julefrokosten jeg skal til på lørdag er nok heller ikke det ideelle sted at sige det.
Har prøvet at tage tilløb til det ved at fortælle en af vennerne der var noget jeg skulle fortælle ham. Og da vi så var ude og gå en tur, og han spurgte hvad det var jeg ville sige, så sagde jeg bare at det ikke var noget alligevel.
Det er lidt mærkeligt at jer jeg kun kender fra Affektiv Klinik faktisk ved mere om mig end de venner jeg har kendt i 35 år!
Men jeg tænker at grupperne på Affektiv Klinik gør mig klar til at fortælle de nærmeste venner om min sygdom.
Og så hjælper det nok også lidt at læse din blog
Havde nogen spurgte mig i går om jeg følger nogle bloggere på nettet, så havde jeg rullet med øjnene og sagt “nej, hvorfor skulle jeg det?”
Hvis nogen spørger mig i morgen, så siger jeg “ja, selvfølgelig gør jeg det.”
Tak fordi du har inviteret mig ind i “bloggerverden”
Vi ses på tirsdag ved kaffeautomaten.
Venlige hilsner
Kenneth.
Kære Kenneth.
Tak for de søde ord og fordi du har skrevet en lang og ærlig kommentar om din egen kamp med at indvie dine nærmeste i din diagnose. Jeg ved, hvor svært det kan være. Jeg synes du er SÅ sej, at du alene i denne kommentar har åbnet dig op og delt din egen historie – det får du kæmpe pluspoint for! Jeg ved du har det i dig og at du en dag vil føle dig klar til at fortælle dine nærmeste om din diagnose. Men først skal du acceptere, at det er en del af dig.
Du er ligeså “normal” som alle andre mennesker i den her verden – vi har bare nogle kampe, som er lidt sværre at kæmpe end andre mennesker. Men hey – er sikker på, at andre også er sårbare – de viser det bare ikke. Lad os gå forrest og være de stemmer, som viser verden, at en psykisk diagnose ikke er en sygdom, som gør os utilregnelige og mindre værd. Jeg tager dig gerne i hånden og går den tur med dig 🙂
Jeg håber, at du snart føler dig klar til at fortælle verden om din diagnose. Husk, at vi er mange fra centeret, som supporter dig.
Vi ses på tirsdag ved kaffeautomaten 🙂
Kæmpe kram,
Sascha
Hej Sascha.
Jeg tror du har ret i det bliver lettere at fortælle om, når jeg først selv har accepteret diagnosen.
Den er nok ikke helt godkendt i mit hoved endnu, men jeg arbejder mig derhenad.
Og der er du og de andre på Affektiv Klinik en rigtig god støtte.
I hjælper mig med at sætte ord på de ting der er svære at forklare andre.
Det er nærmest en befrielse når i fortæller jeres egne historier, og jeg bare kan se mig selv i dem.
Jeg elsker når vi griner MED hinanden, og ikke AD hinanden. Vi har alle hver vores historie for hvordan vi er endt hvor vi er, og jeg glæder mig til at høre et nyt kapitel på tirsdag.
Tak for din støtte, det betyder så meget for mig.
Kæmpe kram til dig.
Livet må ikke blive for alvorligt – diagnose eller ej. Vi skal kunne grine af os selv og de dumme beslutninger, vi har truffet og ikke lade dem styre resten af vores liv. Vi må forme en lille gruppe, som kan mødes til kaffe engang i mellem og lige dele historier, når forløbet på centeret slutter. Men uanset hvad, så er jeg her, når vi skal stå på egne ben om ikke så længe.
Jeg måtte desværre melde pas på undervisning i dag – var ikke helt på toppen. Men vi ses på tirsdag – samme tidspunkt, samme sted 🙂
Jeg har altid brugt humor og selvironi i stor stil. Det kan godt virke overfladisk nogen gange, men det er jo lidt forskelligt fra person til person, hvad man synes. For mig er det min måde at “overleve” på.
Uden humor ingen Kenneth Sejer.
Super idé med en lille kaffeklub.
Jeg er glad for vi kan følge hinanden her på din blog, og roste den meget sidst jeg var i gruppe.
Man bruger helt klart de mekanismer, man altid har været vant til at bruge for at “overleve”. Men jeg tror, at man på et tidspunkt bliver nødt til at sænke paraderne og give en lille smule slip på ens egen sårbarhed – ellers bliver det svært at trække vejret. Og forhåbentlig er dine venner så ægte, lyttende og forstående, at de kun bakker dig op den dag, du har modet til at fortælle din historie. Husk, jeg står ved siden af og sørger for, at du kan trække vejret, når tid er – ihvertfald i ånden.
Ej hvor fedt, at du lige fik spredt budskabet lidt 🙂 det er pænt af dig.