Jeg er ikke bipolar!

Der er ingen vej uden om det… så lad os adressere elefanten i rummet. Og jeg kan med det samme sige, at det her indlæg bliver et af de længere og mere alvorlige, for der er meget at skulle omkring. Men som forklaret tidligere, så er denne blog et udspring af noget dybere og denne diagnose er én af de årsager.

Bipolar affektiv lidelse er en psykisk lidelse, der er karakteriseret ved udtalte, periodiske svingninger i stemningslejet i såvel manisk som depressiv retning. Der skelnes mellem bipolar lidelse type I, som er den klassiske form, hvor der i sygdomsforløbet optræder manier og bipolar lidelse type II, som er en variant, hvor der i sygdomsforløbet ikke optræder manier, men hypomanier og depressioner (jf. www.depressionsforeningen.dk)

For knap ét år siden blev jeg diagnosticeret med en bipolar lidelse type II. Der skulle en meget voldsom handling til at nå denne “konklusion”. Når jeg skriver konklusion i anførelsestegn, er det fordi, at jeg stadig er igang med at forholde mig til pludselig at stå med et label i panden og jeg har ikke rigtig været klar til at skulle dele det label med resten af verden. Indtil nu.

Og hvorfor har jeg så ikke været klar? Fordi det er ildeset at have en psykisk diagnose? Fordi det er en skam? Fordi man er misforstået som psykisk sårbar uanset hvilken diagnose, man måtte have? Fordi man er anset som svag og uligevægtig. Ja – bare ja. Da lægen på Center For Affektive Lidelser efter mange lange og drænende samtaler kunne bekræfte, at jeg havde bipolar, kan jeg godt afsløre, at jeg stod med meget blandede følelser – jeg var mest af alt forvirret. Jeg spurgte hende, om hun nu var sikker, om jeg ikke bare var deprimeret, om det ikke bare var et hårdt liv, som havde gjort mig syg. Om jeg ikke bare var stresset? Jeg kan huske, at hun sagde, at de dårlige oplevelser højest sandsynligt havde sat gang i en ond spiral, som havde trigget min bipolare lidelse. Det var meget svært at forholde sig til og mit liv blev vendt fuldstændig på hovedet. Hvilken betydning ville det få for mig, mine nærmeste, mit arbejde, kolleger osv. at stå med en psykisk diagnose. Jeg var rædselsslagen, og det første der poppede op i mit hoved var, at nu ville jeg blive fyret fra det arbejde, som jeg næsten lige var startet på og holdt så meget af.

Når jeg tænker tilbage, så gør det mig ked af det, at det første jeg tænkte var, hvordan det ville påvirke mine relationer til andre mennesker, mit arbejde osv. Jeg ville istedet ønske, at jeg havde haft fokus på mig selv og mine behov. At jeg ikke havde stresset over, hvordan verden ville se på mig og om de ville acceptere mig eller udstøde mig. Tanken gjorde mig om noget endnu mere ulykkelig. Derfor var det af samme årsag svært at acceptere, at det nu var min virkelighed.

Nu er du nok nysgerrig, hvad den voldsomme handling var, som resulterede i denne diagnose. Det er til gengæld noget, som er et ømt punkt for mig og som jeg stadig idag har svært ved at tale om uden at få en klump i halsen – netop fordi det var så voldsomt. Det er meget få, som jeg har indviet i denne historie og kun mennesker, som jeg stoler på, eller som jeg skyldt en forklaring for mine tidligere handlinger. Hvorfor min opførsel har drevet dem væk, hvorfor jeg har såret dem eller hvorfor jeg altid har virket så kaotisk.

I oktober måned 2016 var livet blevet for hårdt. Jeg havde konstant tankemylder – en ubetydelig tanke eller en konflikt med et andet menneske i en eller anden sammenhæng kunne slå mig helt ud af kurs og jeg gik ofte rundt med en knude i maven. Jeg fik af samme årsag ikke særlig meget søvn, jeg var konstant trist, jeg følte mig uduelig, uønsket, værdiløs og havde svært ved at glæde mig på andres vegne. Jeg følte et stort indædt had til mennesker omkring mig, som havde gjort mig ondt eller som jeg havde givet lov til at gøre mig ondt og det var praktisk taget umuligt at finde nogen form for optur eller glæde over noget som helst. Jeg kunne finde lidt glæde, når jeg drak alkohol og festede eller var på arbejde – nok fordi jeg også fik mulighed for at distrahere mine tanker. Når jeg var hjemme alene, gik tankestrømmen amok og jeg drak meget vin – alene – for at dulme mine dårlige nerver og få hjernen til at slappe af og tankerne til at falde til ro.

Den aften/nat kulminerede mange års konstante op- og nedture, stress, depression, dårlige relationer etc. i en overdosis af piller og sprut. I et desperat råb om hjælp, fik jeg i sidste øjeblik fat i min kæreste, som hentede mig i min lejlighed og kørte mig på psykiatrisk skadestue. Jeg husker intet fra den nat andet end jeg vågnede med de værste tømmermænd i mit liv. De havde givet mig noget at sove på, som gjorde mig fuldstændig groggy og jeg kunne nærmest ikke fungere mentalt eller fysisk. Jeg havde en ude-af-kroppen oplevelse, og det var som om, at jeg stod ved siden af min seng og kiggede ned på mig selv ligge der. Der gik det pludselig op for mig, hvad jeg havde gjort og jeg var fuldstændig ulykkelig. Jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor jeg havde forsøgt at tage mit eget liv, hvad der havde drevet mig her til, andet end jeg havde følt mig ensom, indholdsløs og trist. En sygeplejerske tjekkede til mig en gang i timen, og jeg kan huske, at alle mine ejendele var låst inde i et skab. Jeg havde kun fået lov at beholde den pyjamas, som jeg var kommet i ved indlæggelsen. Jeg var rædselsslagen for at bevæge mig udenfor min stue – vidste ikke, hvad der ventede på den anden side, så jeg blev på mit værelse. Jeg turde ikke engang at gå ud for at få noget at spise. Var det lige som filmen “Gøgereden”? Gik folk savlende rundt i spændetrøjer og fik elektrochok? Mit hoved var fyldt med skrækscenarier.

Da sygeplejersken bad mig komme ud fra mit værelse og snakke med lægen, kan jeg huske, at jeg følte mig så flov og bange. Jeg havde allermest bare lyst til at tage mine ting og kravle ud af vinduet og lade som om, at det her aldrig var sket. Men vinduerne kunne slet ikke åbnes af sikkerhedsårsager, så den plan var alligevel nok ikke lykkedes. Den var måske alligevel også lidt irrationel. Jeg følte, jeg var i et fængsel, men på en måde var jeg, for jeg var på den lukkede – bare uden tremmer for vinduerne. Det føltes som en ond drøm. Fra mit værelse skulle jeg gå igennem et stort opholdsrum, hvor der sad andre indlagte patienter og spiste mad, snakkede indbyrdes eller så tv, og jeg kan huske at jeg tænkte, at de allesammen var så unge og de ikke burde sidde her. Og hvad lavede jeg her? Jeg burde ikke være her! Jeg hører ikke til her! Jeg sad hulkende overfor lægen og to sygeplejersker og skulle forsøge at sætte ord på, hvad der havde drevet mig her til, og jeg kunne knap samle tanker eller ord eller give en forklaring, som lød bare nogenlunde fornuftig. For det er jo ikke fornuftigt at have forsøgt at tage sit eget liv. Og uanset hvad jeg sagde, og hvor meget jeg fortrød min handling, så lød det som en dårlig undskyldning. Jeg kunne tydeligt se på lægen, at den historie havde han hørt mange gange før. Men jeg mente det – de ville aldrig komme til at se mig på afdelingen igen. Jeg havde fået et wakeup-call af dimensioner! Og det skal iøvrigt lige siges, at det at være indlagt ikke var som i filmen “Gøgereden” – langt fra, faktisk. Og at jeg har haft de tanker vidner jo i dén grad om, at psykiatrien er misforstået. Folk går ikke rundt savlende i spændetrøjer. Dem som det kan gavne, får tilbudt elektrochok, men det påtvinges dem ikke.

Nåh men, to dage senere lod jeg mig udskrive og dagen efter var jeg tilbage på arbejde…. om det var hensigtsmæssigt eller særligt fornuftigt fra et lægeligt eller menneskeligt perspektiv, ved jeg ikke, men det var det for mig på det tidspunkt. Jeg kunne ikke holde ud af være indlagt eller ligge derhjemme, hvor det hele var sket, og fordi jeg elskede mit arbejde, så var det god terapi for mig at vende tilbage så hurtigt som muligt. Lægen kunne kun bekræfte mig i, at hvis jeg følte, at det gavnede mig, så var det dét, jeg skulle gøre.

I forbindelse med min indlæggelse blev jeg henvist til Center For Selvmordsforebyggelse, hvor jeg fik intensiv samtaleterapi. Lægen hér mistænkte, at jeg havde en bipolar lidelse og jeg blev efter nogle måneder sendt videre til Center For Affektive Lidelser på Rigshospitalet. Her blev diagnosen bekræftet og jeg kunne nu se frem til et stort følelsesmæssigt oprydningsarbejde. Jeg var tvunget til at se tilbage på mit liv for at forsøge at spore, hvor mine hypomanier og depressioner først startede. Og med min tilbøjelighed til konfliktskyhed, glædede jeg mig ikke umiddelbart til at grave i fortiden og stå ansigt til ansigt med de dårlige minder og oplevelser, jeg havde forsøgt at flygte fra det meste af mit liv.

Hypomanien er en let form for mani, der er karakteriseret ved let opstemthed, øget energi, øget selvtillid og øget velvære. Ofte ses øget produktivitet, ligesom søvnbehovet kan være let nedsat. Tilstanden påvirker ikke altid funktionsniveauet, men vil ofte være påfaldende for omgivelserne. En hypomani kan hos nogle være forstadie til en mani, mens den hos andre pludselig kan slå over i en depressiv tilstand (jf www.depressionsforeningen.dk)

Men pludselig gav alting mening. Og det føltes som en kæmpe lettelse nu at kunne pege på episoder i mit liv, hvor jeg har vist tegn på hypomanier og depressioner eller haft det, man kalder en blandningstilstand, hvor jeg oplevet begge dele på samme tid indenfor meget kort tid. Når jeg forsøger at tænke tilbage, så kan jeg huske, at mit humør i mine midt 20’ere og frem til min indlæggelse, havde været præget af stor ustabilitet og jeg kunne med et fingerknips gå fra at være i total selvkontrol, føle mig ovenpå til at være rasende på hele verden, føle lavt selvværd og være bundulykkelig og sådan ville det fortsætte op og ned i det som føltes en uendelig rutschebanetur. Og det er sådan bipolar kan være – en form for enormt overskud og lykkerus afløst af depressioner, og sådan kan det fortætte, indtil diagnosen fastlægges og behandling kan påbegyndes. Men selvfølgelig ligger mit handlemønster ikke kun i den bipolare diagnose og de bipolare faser. Der ligger selvfølgelig mere til grund. Jeg har også en del ubearbejdede minder fra min fortid, som jeg ikke har fået taget stilling til. Men det er en helt anden snak og et helt andet indlæg.

Jeg kan huske, at en tidligere ven/kollega engang sagde til mig, at han synes, at jeg altid var enormt overskudsagtig, altid var glad og positiv, altid havde gang i mange ting og det var totalt fedt. I retrospekt, kan jeg sagtens se, hvad han har set og jeg var også totalt ovenpå og havde mange jern i ilden. Men jeg husker også, at jeg var deprimeret, men den side så han ikke, for den gemte jeg væk. Jeg græd, når jeg kom hjem og var alene – aldrig blandt andre mennesker. For jeg var jo vant til at tackle mine egne følelser. Mange af de venskaber, jeg havde på det tidspunkt og i tiden efter, var som oftest formet i en hypomani eller i en depression. Enten var de opturs- eller nedtursvenner alt afhængig at mit humør på det tidspunkt. Jeg har generelt meget få venner, veninder eller kærester, som jeg mødt i “normal” tilstand, så jeg ved faktisk ikke rigtig, hvordan det føles at kende nogen på den baggrund. For hvad er “normalt” i grunden? Når man tager medicin, snakker de om at finde dit “normale” stemningsleje, men jeg ved ikke, hvad normalt er. Ellers også har jeg med tiden ihvertfald glemt det. Mit liv har været præget af ekstremer, så jeg har altid befundet mig i to modpoler og aldrig i midten. Idag er mit stemningsleje ved at normalisere sig, men jeg ligger altid og pendulerer mellem en positiv eller negativ følelse, men der er heldigvis langt fra hypomanierne og til depressionerne og det er en mærkbar og positiv oplevelse. Men jeg bliver aldrig den person, som laller storsmilende igennem en grøn eng med fuglefløjt og solskin. Jeg vil nok altid være melankolsk af sind – men det behøver jo nødvendigvis heller ikke at være et negativt karaktertræk.

Når jeg i overskriften skriver, at jeg ikke er bipolar, så er det fordi jeg ikke er min diagnose. Jeg har en bipolar lidelse, men er den ikke. Af samme årsag, så nægter jeg at lade min diagnose definere mig som menneske. Jeg vil ikke leve i skyggen af den, men løbe forrest så meget det er muligt og vise den, hvordan jeg vil insistere på at leve mit liv. For jeg kommer aldrig til at kunne undslippe at have bipolar og det må jeg acceptere. Den vil altid være en del af mig, men den må aldrig blive min personlighed eller bestemme, hvordan jeg skal leve mit liv.

Jeg har rigtig meget at være taknemmelig for – heriblandt livet. Jeg har fået ryddet op i de relationer, som har bidraget negativt til mine hypomanier og depressioner. Nogen er med tiden selv gået og det er også helt okay. Min kæreste står her stadig på trods af alt, og han har oplevet mig fra min værste side i begge poler. Ud af de få, der stadig står tilbage, kan jeg kun udvise stor tak, taknemmelig og kærlighed. Jeg er så heldig at arbejde et sted, hvor min chef efter min indlæggelse greb mig og forsikrede mig, at det aldrig nogensinde ville komme til at få konsekvenser for mit arbejde eller koste mig mit job, at jeg nu stod med en diagnose. Han gav mig plads, tid og rum til bare at være og støttede mig i arbejdet med mig selv i tiden efter. Og for det er jeg ham evigt taknemmelig. Og når jeg skriver det, så er det fordi, at jeg i mit stress- og depressionforløb hos en tidligere arbejdsgiver oplevede stor skepsis og mistro omkring min tilstand og det var enormt ubehageligt. Jeg kræver ikke særbehandling, men forståelse og medfølelse – noget som nærmest er ikke-eksisterende på arbejdsmarkedet eller i samfundet idag. Hvis ikke du kan klare mosten, så står der 100 andre i kø, som kan. Jeg har i mange år undertrykt de signaler og advarselslamper, som forsøgte at fortælle mig, at jeg skulle geare ned og kigge indad og det endte næsten med at koste mig livet. 

Jeg håber så inderligt, at der kommer mere fokus på psykiske diagnoser og vi får snakket om dem – ikke mindst på arbejdspladser og mellem hinanden i det offentlige rum. Nu vil eller kan jeg ikke tale på vegne af alle mennesker med psykiske diagnoser, men jeg er altså ikke anderledes end andre mennesker – jeg er måske bare lidt mere følsom overfor ydre påvirkninger og udfordret på nogle følelsesmæssige og kognitive områder, som andre har et afslappet og naturligt forhold til. Jeg har som følge af min diagnose især nedsat koncentrationsevne og hukommelse og bliver hurtig rastløs. Så hvis jeg møder dig på gaden, og ikke kan huske, hvad vi talte om sidst vi sås, eller jeg taler meget hurtigt og måske en smule usammenhængende, så ved du hvorfor – men jeg er ikke lavet af porcelæn – jeg er en stærk pige. Jeg kan også være super sjov og er god til at lytte. Men heldigvis er der råd for at træne den dårlige hukommelse gennem kognitiv og medicinsk behandling, som i mit tilfælde har været min redning og det til trods, at jeg er totalt anti-medicin. For at stabilisere mit humør, og jeg kan undgå de destruktive op- og nedture, så er det nødvendigt for mig at tage medicin, men der er håb forude, at jeg en dag kan leve uden. Man kunne tale videre om brugen af medicin, og om det i virkeligheden er nødvendigt, men det er også et helt andet indlæg. Indtil da, er det vigtigt for mig med struktur, orden og ro – derfor sætter jeg også meget pris på tid alene, hvor jeg kan slappe mentalt af og finde overskud til bare “at være”. Noget jeg før i tiden har fuldstændig negligeret og underkendt – for det er da kedeligt, når man istedet kan feste hver weekend, arbejde 40 timer om ugen eller have 4 aftaler samme dag.

I kraft af min medicin og samtaleterapi, har jeg faktisk aldrig haft det bedre. Jeg er så småt ved at vende tilbage til livet, men jeg døjer stadig med at skulle finde min plads i mit eget liv. Jeg er igang med at lære en helt ny Sascha at kende, og det i sig selv er en ret surrealistisk oplevelse, for hvem var jeg egentlig, når jeg havde mine bipolare faser og når de var værst? Var jeg mig selv, var jeg en anden eller var jeg en kombination? Det er jeg stadig igang med at efteranalysere, for jeg vil gerne til bunds i det – for sådan er jeg. Jeg vil gerne være i kontrol. Men ikke destomindre må jeg nok bare lære at acceptere. Acceptere, at jeg har en bipolar lidelse, og at jeg i kraft af denne ikke længere kan de samme ting som dengang – og halleluja for det – for det var ikke et sundt liv. Men så kan jeg noget andet som fx at synge og spille teater og det er da også ret sejt. Jeg skal også lære at acceptere, at jeg har gjort nogle ting, som jeg ikke er stolt af og som ikke har gavnet nogen, heller ikke mig selv. Jeg er ikke perfekt, men hey – hvem er det? Jeg har virkelig lært at værdsætte livet og gøre de ting, som gør mig glad og omgive mig med mennesker, som giver mig energi og styrke og som ikke udnytter, at jeg ikke altid tænker rationelt eller er sårbar.

Tak fordi du ville bruge din tid på at læse dette – meget lange – indlæg. Du skal være så velkommen til at stille spørgsmål og ellers håber jeg, at vi mødes derude. Og nej, vi behøver ikke snakke alvorligt – vi kan også bare hygge, grine, danse, gå en tur, drikke en kaffe eller bare være. Livet har ingen begrænsninger – kun muligheder.

Jeg hedder Sascha – jeg er ikke bipolar.

Kh, Sascha.