Jeg har det ligesom Britney…

Det er ved at være lidt tid siden sidste indlæg… 

Det nye år startede ret turbulent og med flere udfordringer end regnet med – det var lige lidt hårdere end forventet at navigere rundt i rent følelsesmæssigt. De første 8 måneder af 2018 har været præget af både op- og nedture (det er efterhånden ikke unormalt for mig). Men hvor op- og nedturene før i tiden har været fuldstændig umulige for mig at håndtere psykisk, så har jeg bemærket en klar forbedring i min måde at håndtere tankerne og følelserne. Jeg er stadig igang med at finde ud af, om det udelukkende skyldes medicinen eller om noget af det også kan tilegnes min måde at have lært at anskue og imødekomme udfordringer. Uanset, så har jeg lidt knap så meget, som inden min indlæggelse og efterfølgende behandling.

Nåh, men skal jo starte et sted… og hvad bedre – eller værre – end at starte på SMUK til en Britney Spears koncert på Bøgescenerne kl. 23:45 en onsdag aften. Sidst jeg så Britney optræde var i Parken i 2009 og inden da i Forum i 2004. Ja, jeg er inkarneret Britney fan – skyldig. Jeg husker begge koncerter rigtig godt og nok med god grund. Hun var helt fantastisk i Forum – der var noget magisk og manisk over hende på én og samme tid, som var dragende og fascinerende. Jeg gætter på, at hun både var høj og skæv den aften, men hold nu kæft hun gav den alt, hun havde. Parken var en helt helt anden oplevelse – noget havde forandret sig. Hun virkede fraværende og gnisten i øjnene var forsvundet sammen med al energien. Jeg kan huske, at jeg stod der med min veninde, som stadig synes Britney var the shit, men jeg købte den ikke… jeg følte hende ikke… hun var blot en skygge af sig selv. Og jeg forstod ikke helt på daværende tidspunkt, hvad det var, der skete med Britney, andet end at hun da helt havde tabt småkagen. Året forinden koncerten i Parken, var hun blevet tvangsindlagt efter et nervesammenbrud.

Det var faktisk først efter min egen indlæggelse og diagnose, at det gik op for mig, hvad det egentlig var, jeg havde været vidne til i Parken dengang for 9 år siden. Britney skulle eftersigende have fået stillet diagnosen bipolar i forbindelse med sit nervesammenbrud, hvilket forklarer de mange fasiske stemningsskift, man var vidne til, hvis man ellers fulgte med i den kulørte presse – det gjorde jeg. Jeg husker en Britney, som den ene dag talte med britisk accent i et supermarked, en Britney som sad på en kantsten med sin søn i armene med tårerne trillende ned af kinderne, en Britney som lå fastspændt på en båre for at blive kørt på den lukkede og en Britney som ragede alt håret af hovedet, alt imens glubske paparazzi blitzede løs.

Jeg mindes, jeg havde ondt af hende, men samtidig var det lidt for nemt at grine af hende og være dømmende. Efter koncerten i Parken faldt jeg over en dokumentar, hvor man fulgte hende i tiden lige efter sin indlæggelse og jeg faldt især over et klip, hvor hun forklarer, hvordan hun i nogle ensomme og svage øjeblikke, lod de forkerte mennesker komme tæt på, som i sidste ende endte med at udnytte hende og det har hun måtte betale prisen for.

Sometimes, it can get kinda lonely. You’re guarded. You have to be that way or you’ll be taken advantage of and you get into situations like I did the past year. I had let certain people into my life that were just bad people and I was very guarded at first, but then I went to a point where I ended up letting them in, because I was lonely and I really paid the consequences for that… and big time. I just feel like, you do something wrong and you learn from it, but it’s like I’m having to pay for it for a really long time. I look back and I do not see how I got through that. I sit there and I’m like ‘I’m a smart person, what the hell was I thinking?’.

Det er først nu, hvor jeg selv har været igennem et sammenbrud og en indlæggelse, at jeg forstår, hvad det var, der egentlig lå bag de ord. Nu forstår jeg, hvorfor hun var så fraværende i Parken og nu også på SMUK, hvor samme mønster gentog sig. Denne gang var det dog så grelt, at jeg havde lyst til at hoppe op på scenen, give hende et kæmpe kram og fortælle hende, at det hele nok skal blive okay. Hun lignede én, der allermest havde lyst til at smide danseskoene og glimmerkjolen, løbe væk, grave sig ned i et hul og aldrig komme frem igen. Og alt imens stod jeg der og hørte publikum omkring mig råbe, at hun er færdig. Jeg måtte simpelthen forlade koncerten, fordi jeg fik så ondt i maven – det var hjerteskærende at være vidne til.

Britney på SMUK 2018 fik mig til at tænke…. hvor fandens misforstået man er, som psykisk sårbar. At man ikke har helle, bare fordi man hedder Britney Spears. At psykisk sårbarhed kan ramme alle. At man i kraft af dårlige beslutninger i et svagt øjeblik, risikerer at skulle betale prisen resten af sit liv, for folk vil altid dømme og altid hænge dig op på din fortid. Jeg har desværre ret ofte måtte lægge øre til, at jeg var sjovere dengang jeg var manisk og kravlede på væggene… nu er jeg åbenbart kedelig… damn. Min bipolar blev min ufrivillige identitet. Det er svært at vinde…

De første 8 måneder af 2018 har være hårde… en flytning og et break-up. Men alting har en årsag og jeg ved med sikkerhed, at der er en mening med al galskaben. Jeg arbejder konstant med mig selv og det kan være enormt opslidende at skulle navigere rundt i mine egne følelser og relationer til andre mennesker. Jeg er ligesom Britney stadig i konstant alarmberedskab – jeg har rigtig svært ved at lukke folk ind – for hvad er det de vil? Brændt barn skyr ilden.

Ind i mellem kan jeg godt føle mig som Britney på den scene på SMUK – folk kigger på mig og dømmer mig og jeg prøver febrilsk at holde masken, imens jeg vader rundt på scenen og prøver at få det til at se ud som om, jeg har styr på mit shit, men i virkeligheden er sandheden ind i mellem en anden. Men jeg forsøger hver dag at fortælle mig selv, at jeg er helt okay, som jeg er. At jeg har masser at byde på. At jeg er et godt menneske. At jeg er pisse sej og dygtig til det, jeg laver. At hvis folk ikke synes, jeg er optur, så kan de finde nogen andre, som de hellere vil lege med.

Det er ved at være noget tid siden sidste indlæg, men jeg har det godt – ikke alt er svært. Jeg mærker store positive forandringer i måden jeg går ud i verden på. Jeg elsker stadig mit arbejde – faktisk mere end nogensinde. Jeg møder hver dag dejlige mennesker, som beriger mit liv og min hverdag med glæde og optur. I er med til at få mig til at smile og huske på, at livet er smukt og værd at leve. Så tak for jer.

It’s Sascha, bitch…

Kh, Sascha.