Kom her! Nej, bliv væk!

Jeg er egentlig vokset op i et meget trygt hjem med tøj på kroppen og mad i maven. Mine søskende og jeg har aldrig manglet noget – ihvertfald ikke materialistisk set. Men det er den seneste tid gået op for mig (bedre sent end aldrig), at jeg også er vokset op i en “kom her / bliv væk” relation til mine forældre, hvor jeg ikke vidste, om dagen ville være præget af opmærksomhed og nærvær eller om jeg var overladt til mig selv. Jeg skulle konstant navigere rundt i en push/pull relation til min mor. Det var som barn altid meget svært for mig at gennemskue, hvilket humør mine forældre var i – det afhang meget af, hvordan min mor havde det den pågældende dag. Var hun glad eller depressiv. Nogen gange kunne hun ligge flere dage i sengen med en depression og andre gange med et enormt overskud servere madder og rød sodavand for mig og mine venner. Jeg vidste aldrig rigtig, hvor jeg havde hende. Og havde af samme årsag ikke rigtig venner på besøg.

Men jeg ved, at min mor havde en fødselsdepression i tiden efter, jeg blev født, og hun selv havde et meget anstrengt forhold til sin egen mor, hvilket nok også har bidraget til hendes manglende evne til at vise følelser og i det hele taget elske. Hun kom engang til at sige til mig, at jeg ikke lige havde været et ønskebarn, men at hun da holdt af mig uanset… ingen kommentarer… jeg har da også kun et par gange i mit liv fået fortalt, at hun elsker mig. Jeg ved, at min mor har haft et hårdt liv, har kæmpet med depressioner og sygdom, så i et eller andet omfang tilgiver jeg hende for hendes manglende tilstedeværelse. Hun vidste nok bare ikke bedre. Det bilder jeg ihvertfald mig selv ind… 

Efter bruddet med min eks og i søgen efter at finde ud af, hvor jeg selv fejlede og hvad jeg har brug for i et fremtidigt forhold, anbefalede min veninde mig at læse en bog om tilknytningsformer. Bogen hedder noget så corny som “Kærlighedens Vildveje” skrevet af kærlighedsrådgiver og psykoterapeut Connie Kragelund. Kærlighedsrådgiver… lige da jeg læste den titel, så kastede jeg altså en lille smule op. Måske fordi jeg i virkeligheden har det ret ambivalent med kærlighed og relationer, så jeg forsøger automatisk at distancere mig fra det.

Bog-omslaget er ligeså corny som titlen – det ligner noget fra en virkelig dårlig Danielle Steel bog (googl det og så ved du, hvad jeg snakker om, haha). Men ikke destomindre blev jeg fanget af ordene “Denne bog er skrevet til dig, der gerne vil være klogere på kærlighedslivet. Dig, der måske har oplevet små eller større knubs undervejs i de nære relationer. Dig, der vil vide mere om tilknytningsformer”. Ja, det lyder som noget for mig, tænkte jeg og gik noget tøvende men hurtigt igang med at læse. Jeg er normalt ikke en bog-orm (langt fra faktisk), men den her fangede mig meget hurtigt – allerede på side 18 kunne jeg se et mønster – hvordan jeg selv er indgået i relationer og hvordan jeg har håndteret udfordringer undervejs. Og lad mig sige det sådan – jeg blev både ked af det, rasende (mest på mig selv) men også fortrøstningsfuld. At selvom jeg føler mine forældre har fejlet på mange måder, og jeg synes, at de bærer en del af ansvaret for mange af mine dårlige relationer som barn og voksen, så er der stadig en vej ud af al håbløsheden. Jeg har rent faktisk mulighed for at bryde de her dysfunktionelle relationer og mønstre, som jeg har befundet mig i de sidste mange mange år og hvor jeg bare har affundet mig med det og tænkt “sådan er jeg”.

Nåh, men hende der kærlighedsdimsedutten Connie Kragelund snakker om 4 tilknytningsformer. Måske jeg lige skulle starte med at ridse op, hvad en tilknytningsform er.

Tilknytningsformer er forskellige måder, som vi mennesker ubevidst forholder os til andre på. Det er både, hvordan vi har det – og hvordan vi tager det i forhold til andre mennesker. Det er måder, vi opfører os overfor andre – og måder vi tolker andres opførsel overfor os på. Ikke blot i en kærlighedsrelation men generelt i forhold til andre mennesker: Familie, børn, venner, kollegaer, chefer og andre. Vores tilknytningsformer består af (ubevidste) overbevisninger samt automatiske tanker, følelser og handlinger. De ligger i Automatpiloten. De er således reaktioner fra den gamle del af hjernen, der udgøres af hjernestammen og det Limbiske system.

Kilde: Kragelund, Connie. Kærlighedens Vildveje

De 4 tilknytningsformer er ifølge den gode Connie følgende:

Den trygge tilknytning: Det er trygt og rart. Mor/far har været nærværende, indfølende og stabile i barndommen.

Du er ikke bange for at være alene. Du er tryg ifht. dig selv og andre. Du har en realistisk optimisme og er som oftets positiv. Du har godt selvværd. Du reagerer modent i et forhold og lader dig ikke overmande af følelser, fornuft eller instinktive reaktioner.

Den undvigende tilknytningsform: Der har været tidlig afvisning, følelsesmæssig lukkethed, fjendtlighed fra mor/far. Det er derfor blevet mere sikkert at at tage afstand fra end at være i kontakt med andre. Det kan være at mor/far var ukærlige, fordi de ikke selv havde oplevet kærlighed. Eller hvis mor havde en hård fødsel eller en fødselsdepression. Eller mor og/eller far har oplevet konflikter med andre familiemedlemmer eller være præget af stress, sygdom, træthed.

Du er eneboer, trives bedst alene. Du er “oppe” i hovedet og kan have svært ved at mærke kroppen. Du er intelligent og god til at bruge hovedet, men har svært ved at håndtere følelser. Du kan komme til at undertrykke dit ønske om kontakt. Du har lave forventninger til andre. Du kan føle dig som en fremmed, forkert ifht andre. Du kan være utilgængelig i en eller anden udstrækning og trække dig – det kan være mentalt, følelsesmæssigt eller fysisk og din partner vil opleve det, som der er en afstand.

Den ambivalente/nervøse tilknytning: Kærligheden og nærværet har været der i form af mor/far, for så at forsvinde uden forvarsel. Så er den måske kommet igen for atter at forsvinde (yo yo), uden at barnet har kunne regne ud, hvornår kærligheden var til rådighed. Derfor bliver barnet optaget af at regne ud, hvordan det kan få kontakt og kærlighed. Fordi det lykkedes jo ind i mellem at få den. Barnet tror derfor, at det har noget med barnet selv at gøre.

Du mister nemt dig selv i en relation med andre. Du har vedvarende angst, frustration eller fortvivelse i et kærlighedsforhold. Du har svært ved at få ro på og “lande” af dig selv, når du er påvirket følelsesmæssigt eller er i alarmberedskab – du har brug for en anden til at hjælpe dig med dette. Du mangler opmærksomhed på egne behov. Du er usikker på, om det er i orden at have behov eller ønsker ifht et forhold, fordi du er bange for, at den anden vil skubbe dig væk. Du prioriterer ofte den andens behov fremfor dine egne. Du oversvømmes let af fortidens følelser. Du kan have lavt selvværd. Du kan tænke, at din partner ikke elsker dig, selvom hun/han viser det kontinuerligt. Du har let ved at brokke dig og finde fejl. Du kan ende med at sabotere forholdet, fordi du aldrig er tilfreds og derved ikke føler du kan være lykkelig. Du tror altsammen handler om din partner og kan have svært ved at se, at mange af de følelsesmæssige udbrud kommer fra din egen fortid.

Den disorganiserede tilknytning: Mor/far, søskende eller andre familiemedlemmer har været overvældende, smertefulde, skræmmende eller mors og fars forhold har været det. Det, som er foregået, har overhovedet ikke givet mening for barnet. Forældrene har signaleret “Kom her og bliv væk!” eller har skiftet mellem ekstreme tilstande uden hensyn til barnets signaler. Det sker eksempelvis, hvis voksne er berusede. Forældrene kan have sat barnet i valgsituationer, hvor det uanset hvad det har valgt – ville føle sig forkert. Fx at vælge mellem mor/far eller tage sig af mor/far og gøre hende/ham glad, mens man måtte tilsidesætte sig selv.

Du kan føle dig som en fejltagelse i forholdet pga. dine overvældende reaktioner (intensiteten af dine reaktioner skyldes, at du har måtte undertrykke overlevelsesinstinkterne i de(t) oprindelige kærlighedsforhold til mor/far, da du var barn, som skaber en spændingstilstand hos dig, som kan blive udløst spontant og eksplosivt, som voksen). Du kan have en forvirring omkring, hvornår kontakt med en anden er tryg eller hvornår det kan være nødvendigt at flygte eller kæmpe. Du kan opleve at være rundt på gulvet i et forhold og have svært ved at finde ud af, hvad der foregår. Du er ofte fastlåst i “kom her / bliv væk!” mønstre, hvor du rækker ud efter kærligheden, men bliver skræmt og trækker dig eller angriber. Du har svært ved at være i nuet. Du kan have svært ved tvetydighed – er der uklarhed og rod, så skaber det uro i dit indre og medfører ofte vredes- eller panikudbrud.

Hold nu kæft, det var en længere omgang at skulle igennem – det ved jeg. Men jeg synes selv, der er rigtig meget, der giver mening, efter at have læst om de 4 tilknytningsformer. Måske du selv kan nikke genkendende til en eller flere af dem. Jeg kan med sikkerhed sige, at jeg nok lige nu er 35% disorganiseret, 35% ambivalent/nervøs og 30% undvigende. Og det skal laves om! Jeg skulle gerne komme nærmere den trygge tilknytningsform i mit næste forhold. Det er ihvertfald det, jeg arbejder på og det jeg gerne vil. Jeg skal blive bedre til at udtrykke egne behov istedet for at tilsidesætte dem og have fokus på min partner. Jeg skal aldrig nogensinde være i en “kom her / bliv væk” relation igen, for det har jeg været i to tidligere forhold og det gjorde absolut intet godt, andet end at jeg undertrykte og mistede mig selv.

Og så snakker Connie om “dit indre barn”, som dukker op i situationer, der minder dig om din barndom og følelsen, at nu bliver du forladt igen. Er jeg det mindste usikker på, hvor jeg har et menneske, så er mit instinkt at trække mig – og meget hurtigt. En klassisk undvigende men også disorganiseret tilknytning – kæmp eller flygt! Ikke skide optimalt eller fornuftigt, men det er det, dit indre barn har været vant til at gøre for at overleve. Og fuck, hvor har jeg kæmpet… i stort set alle mine relationer – om det har været kærester, familie, venner eller veninder. Men jeg har også flygtet. Men det er som oftest først, når jeg har opbrugt alle mine ressourcer og ikke har mere at give af. Når jeg har solgt ud af hele mit følelsesregister. Og så er det ofte for sent. For det kræver rigtig meget arbejde at samle sig selv op efter et dysfunktionelt forhold og stadig tro på, at kærligheden er derude.

Jeg har været i alt for mange forhold, hvor jeg mistede mig selv i en “kom her / bliv væk” relation og når jeg rak en hånd ud, så var jeg aldrig sikker på, om den blev taget imod eller afvist, hvilket gjorde, at jeg ofte endte i nogle paniske situationer, hvor jeg ville gøre alt for at få opmærksomhed velvidende, at det overhovedet ikke gjorde noget godt for mig. Alle alarmklokker ringede, knuden i maven voksede sig større og signalerne stod bøjet i neon med KÆMPE bogstaver “Han gider dig ikke! Giv nu slip!”. Men jeg så dem ikke – eller også ville jeg ikke se dem. Jeg kunne være så opslugt af en uopnåelig kærlighedsrelation, at jeg ikke kunne se det store billede – at det jeg stod i gav mig stress, gjorde mig deprimeret eller ødelagde mig. Det eneste jeg så, var ham, og jeg var overbevist om, at jeg da sagtens kunne opnå hans kærlighed – at han da sagtens kunne lære at elske mig. Jeg gjorde alt for at få hans opmærksomhed, men fordi jeg var SÅ tilgængelig, så var der også chance for at han mistede interessen, hvilket kan have været en ambivalent/nervøs tilknytning fra hans side. Jeg turde ikke fortælle ham, hvad mine behov var, for jeg var bange for, at han ville skubbe mig væk eller forlade mig. Nogen gange kunne jeg gå så meget i panik over at blive forladt, at jeg selv saboterede forholdet ved at skubbe ham væk i et kæmpe vredesudbrud – for så var det da i det mindste ikke ham, som havde forladt mig.

Jeg har også selv stået i en situation, hvor jeg har været den, som har udtrykt et “kom her / bliv væk” behov, hvilket jeg bestemt IKKE er stolt af – især ikke set i lyset, hvor ondt jeg ved, at det gør at være i den type tilknytning. Jeg var så opsat på at finde “den store kærlighed”, at jeg endte i et forhold, hvor vi i bund og grund ikke ville de samme ting, men hvor vi følelsesmæssigt fandt tryghed i hinanden. Det var en tryghedsbaseret “jeg længes, men har ikke” relation, som Connie-musen også nævner. Jeg havde aldrig været i et stabilt forhold før, så her var der pludselig én, som var fuldt ud tilgængelig, hvilket med garanti har forvirret mig – for det var jeg jo ikke vant til. Plus jeg lige var kommet ud af en “kom her / bliv væk” relation.

Senere hen i forholdet skete der pludselig et skift og jeg stod midt i et kæmpe oprydningsarbejde efter en meget voldsom indlæggelse og havde ikke overskud til ret meget andet end at have fokus på det (egoistisk måske, nødvendigt for min egen overlevelse ja). Jeg var pludselig den som ville og så ville jeg ikke – alt afhængig af, om jeg havde det godt eller skidt. Det er sgu ikke okay… og hvor jeg havde knap så mange følelser i klemme til sidst i forholdet, så negligerede jeg faktum, at det havde han. Han havde også nogle behov, som jeg fuldstændig overså i min egen proces og som jeg bare ikke var psykisk i stand til at imødekomme. Altså, jeg prøvede, men det var ikke godt nok. At der så basalt set også var nogle områder, hvor vi bare var meget forskellige, så ændrer det ikke på, at jeg endte med at såre en anden persons følelser, fordi jeg havde brug for at være egoistisk i mit arbejde med mig selv. Her handler det ikke kun om de 4 tilknytningsformer, kæmp eller flygt men om to mennesker, som ikke længere kunne se sig selv sammen og ikke ville se sandheden i øjnene. Og det kan jo ske i ethvert forhold. Ikke alt behøver at være så filosofisk.

Jeg har uden tvivl et behov for at blive set og hørt. Et behov for opmærksomhed og kærlighed. Et behov for komplimenter og fysisk kontakt. Et behov for tryghed og tålmodighed. Et behov for ligevægt i en relation, hvor jeg ikke står alene om at kæmpe kampene – om de er følelsesmæssige eller praktiske. Et behov for IKKE at være nogens mor – jeg kæmper i forvejen rigelig med min bipolar og har brug for stabilitet og ro. 

Og så har jeg et gennemgående behov for at løsrive mig fra mine dårlige mønstre, slippe bekymringerne og bare være – mærke jorden under fødderne fremfor hele tiden at være “oppe i hovedet”. Jeg er klar over, at ingen kan “redde” mig og skubbe mig mod en tryggere tilknytning – det kan kun jeg gøre. I bund og grund handler en relation om kommunikation og tålmodighed – og det kan være svært at finde i en verden, hvor alting skal gå så stærkt. Jeg er ofte blevet alt for længe i en usund relation, fordi jeg har haft brug for tryghed og opmærksomhed – den jeg aldrig fik derhjemme. Men det er slut nu. Jeg skal lære at respektere mine egne grænser og behov og når han er der, så er han der.

Jeg hedder Sascha og jeg tror (stadig) på kærlighed…

Kh, Sascha.