Min nikkedukke siger nej!

Jeg har været i tvivl om, hvad der skulle danne rammen for mit andet indlæg på bloggen. Da mit sind er i alle retninger, har jeg nødvendigvis heller ikke en nøje gennemtænkt plan med de ting, jeg poster. De skal komme organisk og fra hjertet. Så derfor har jeg besluttet, at mit andet indlæg skal omhandle et emne, som har hjemsøgt mig det meste af mit liv, og som udover min diagnose også har dannet grobund for denne blog – eller som ihvertfald har medvirket til, at jeg tog springet.

Nikkedukke “en person som lader andre bestemme over sig uden at protestere”.
Pleaser “en person der søger at please, vække behag; konfliktsky eller selvudslettende person”.
Kilde: Den Danske Ordbog

Jeg har altid været en pleaser. Har altid gerne ville have, at folk omkring mig havde det godt – at alle var glade. Er alle glade, er der ingen konflikter og derved intet negativt at skulle forholde sig til og problemer at løse, der har med mig at gøre. Det har altid ligget mig meget naturligt at være en pleaser, hvilket kan lyde ret absurd, men på de tidspunkter i mit liv, hvor det har været vigtigt for mig at gøre andre glade, har jeg tilsyneladende ikke vidst bedre. Jeg mistænker, at det er fordi, at jeg altid har været et ret konfliktsky menneske, at jeg igennem mit liv har lært mig selv at tale andre efter munden. Ikke at jeg ikke har hævet stemmen, når jeg har følt mig uretfærdigt behandlet, men det har ikke været en naturlig del af min personlighed. Af samme årsag, er jeg også eksploderet, når folk så har udnyttet min godhed. Så i virkeligheden har det på ingen måde kunne betale sig at være en pleaser. Og hvad angår konfliktskyhed, så kan jeg ikke helt finde ud af, om det er et negativt karaktertræk. Jeg tror i grunden, at man kan være konfliktsky, når man møder et menneske, som tromler én over med sin selvsikre personlighed, hvilket gør, at man kan føle sig usikker på sig selv og de værdier, holdninger og meninger, man indeholder som menneske. Det er ihvertfald, hvad jeg selv har oplevet. Optimalt eller særlig fornuftigt – nej.

I mit eget tilfælde, mindes jeg, at min vane med at please startede tidligt. Jeg er ikke helt bevidst om hvorfor og hvad, der har trigget min pleaser-trang, men er sikker på, at det bunder i lavt selvværd, som er opstået over tid og i mødet med andre mennesker. Jeg er opvokset i Grønland, hvor jeg har mange gode minder om en tryg barndom og opvækst. Jeg havde gode kammerater og var velfungerende og udadvendt. Jeg mindes dog ikke et hjem med bekræftelse og ros, hvilket måske kan have haft en indflydelse. Jeg ved dog, at selvtilliden brast, da jeg kom til Danmark i 1992. Her startede et nyt liv i en for mig ny kultur og mobning stod desværre øverst på skemaet. Jeg havde oplevet mobning en enkelt gang på en lejrtur i Grønland (iøvrigt en yderst ubehagelig oplevelse, som jeg vil komme ind på i et senere indlæg om mobning) og den oplevelse har nok siddet dybere i mig, end jeg umiddelbart har været bevidst om. Mobningen fortsatte desværre, da jeg kom til Danmark og jeg gik meget hurtigt fra at være en udadvendt og glad pige til ulykkelig og indadvendt. Jeg var anderledes og så anderledes ud – og det til trods for, at jeg ser dansk ud – dog med grønlandsk blod i årene, som jeg iøvrigt er pissestolt af. Men jeg kom fra en anden kultur, som jeg omfavnede og talte begejstret om og det fik jeg at føle. Jeg lignede ikke de andre piger med langt lyst hår. Jeg var høj, ranglet og havde en “dejlig” klassisk 80’er grydeklip, og så faldt jeg iøvrigt over dørtrinnet på vej ind i klassen, hvilket var til stor latter for de andre elever. Jeg var desuden klædt i grøn fra top til tå og jeg gik i meget af min mors aflagte tøj, hvilket jeg egentlig ikke så nogen skam i, men jeg skulle høre for det, for det var ikke moderne.

Så i kraft af de dårlige oplevelser med mobning og manglende forståelse for min kulturelle baggrund, lærte jeg mig selv ikke at have en holdning til eller mening om noget. Det var nemmere at være anonym end at skulle stå for skud. Jeg er ret overbevist om, at konfliktskyheden også var et udspring af lavt selvværd og den mobning, jeg var udsat for på det tidspunkt. Jeg havde et enormt behov for anerkendelse og bekræftelse, men når jeg søgte den, blev jeg gang på gang skuffet. Fordi jeg er en meget følsom pige, som har svært ved at åbne mig op, blev det kompliceret for mig at tale med mine forældre om de dårlige oplevelser i skolegården. Jeg ville hellere prøve at klare problemerne selv – og det må man sige fejlede.

Det dårlige mønster fortsatte igennem gymnasiet, hvor jeg var sikker på, at alting ville blive bedre. Og det gik da også godt noget af tiden, men mobningen fortsatte. Troen og håbet på en større selvtillid blegnede og frygten for at virke dum gjorde, at det var nemmere at please og bare give folk ret. Jeg var meget sjældent dén, der rakte hånden op i timen eller dén, som udfordrede læren i en eller anden påstand. Da jeg én gang prøvede det, tror jeg det kom bag på læreren, som mente, at hun havde ret, og jeg blev i bogstaveligste forstand sat på plads. Jeg mistede atter troen på mig selv og mine egne evner og jeg skulle ramme 36, før jeg begyndte at slippe den dårlige vane med at give alle andre ret end mig selv. Hvis ikke det er destruktivt, så ved jeg ikke. Jeg har igennem det meste at mit liv været alt for opsat på at tilfredsstille alle andres behov og fodre deres egoer, for så havde jeg måske en chance for at opnå et eller andet tilhørsforhold, som jeg havde manglet. Jo flere der kunne lide mig, jo bedre var mine chancer for at føle mig accepteret. Og hvem vil ikke gerne føle sig accepteret. Ingen har lyst til at stå alene.

Jeg har efterhånden været mange venskaber, bekendtskaber og relationer igennem og fælles for dem alle er, at jeg har været en pleaser i en eller anden forstand. Jeg er gået på kompromis med mig selv og min egen integritet i kampen om at høre til og undgå følelsen af ensomhed. Senest var jeg i et venskab, hvor jeg endte med at få nok af at være nikkedukke og det endte da også med en fyring og et par meget hårde ord med på vejen. Hun var vant til at blive talt efter munden og der kunne jeg pludselig en dag ud af den blå luft mærke trangen til at sætte en fod i jorden. Jeg havde fået nok. Jeg var endelig ved at finde mig selv. Jeg var ved at få en stemme. Min selvtillid voksede. Det føltes godt men samtidig enormt skræmmende, for jeg har hele mit liv været en nikkedukke og boksebold.

I takt med, at jeg begyndte at mærke trangen til at få min stemme hørt, begyndte mine venskaber, bekendtskaber og forhold at smuldre mellem hænderne på mig og jeg stod ansigt til ansigt med de konflikter, som jeg havde forsøgt at undgå så længe. Det stod pludselig klart, at sammenstød var uundgåelige, og jeg måtte finde den indre styrke frem, som jeg havde undertrykt så længe. Jeg skulle nu forholde mig til tanken om at stå på egne ben uden de mennesker, som jeg havde kaldt venner og veninder så længe. Men nu var det nok. Jeg kunne bare ikke mere. Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene. Jeg havde bedraget mig selv til fordel for andres lykke og ego.

Der er selvfølgelig forskel på at please et andet menneske på en selvdestruktiv måde og så udvise medmenneskelighed og have en ægte interesse i et andet menneske, så det er måden, jeg pleaser på, som har forandret sig. Jeg har ikke helt sluppet pleaser-genet, men det er så småt begyndt at fortage sig. Jeg har dog ikke helt lært at styre den vrede, der følger med pleaser-opgøret. Den vrede som er opbygget over tid. Men jeg ved, at jeg nok skal nå dertil, hvor jeg kan lære at styre vreden og trangen til at fortsætte det dårlige mønster. For jeg ser mig selv som mønsterbryder.

Derfor gav det mening, at dette skulle være mit andet indlæg, for med denne blog har jeg fået min stemme tilbage. Det her er min verden, mine tanker, min holdning, min mening og mit univers. Og jeg vil vise min dansklærer i gymnasiet, som altid gav mig dårlige karakterer og indikerede, at jeg nok ikke skulle satse på en karriere indenfor skrevne medier, at hun tog fejl. At hun var med til at tage modet fra mig og fodre mit pleaser-gen og min konfliktskyhed. Men nu er jeg ved at løsrive mig og det føles godt. Det føles rigtig godt men også farligt og intimiderende. Uanset hvad, er det et skridt i den rigtige retning og jeg har endelig fundet modet til at bryde med min indre nikkedukke og forlige mig med min konfliktskyhed.

Kh, Sascha