Først og fremmest – velkommen til Mit Smukke Sind og fedt at du gider tage turen forbi min lille og indtil videre fuldstændig ubetydelige blog. Du kunne meget vel være min første og eneste læser, men forhåbentlig skulle denne blog gerne vokse sig større – og gerne med din hjælp. Måske er du en ny ven, måske bare en nysgerrig sjæl eller også kommer jeg aldrig til at se dig igen. Uanset hvad, så er det dejligt at møde dig!
Denne blog har til hensigt at invitere dig ind i min private tankestrøm. Jeg har altid været et meget eftertænksomt menneske, på både godt og ondt, men har haft enormt svært ved at dele mine tanker med andre – især de mindre positive. Jeg har været vant til selv at tackle personlige udfordringer, hvilket i sidste ende kan være ødelæggende, for intet menneske kan på sigt stå alene med alt.
Derfor har jeg, af samme årsag, sat pris på de sociale medier og muligheden for at tale åbent om emner, som jeg selv går og tumler med, men har svært ved at åbne op for i samvær med andre – også de mennesker, der står mig nært. På den anden side, har sociale medier også en bagside, som kan skabe en negativ opfattelse af et ellers positivt budskab, og hvor det er nemt at glemme, at der også er en virkelighed væk fra de sociale medier.
Derfor gav det god mening at prøve at samle alle mine tanker i et forum – denne blog – hvor jeg kan gå mere i dybden med min tankestrøm, og tage fat om de emner og tabuer, om du vil, der præger min dagligdag. Jeg fornemmer i mine tidligere indlæg på de sociale medier og i mødet med andre mennesker, at der egentlig er mange ting, som vi ikke taler om af frygt for at blive opfattet på en bestemt måde, og hvor vi kan risikere at miste noget – om det er respekt, et venskab, et bekendtskab eller et arbejde. Der kan være meget på spil, hvis man blotter sig rent følelsesmæssigt og ingen har lyst til at blive anset for at være svag.
Udover de lidt mere seriøse og tekst-tunge emner, vil bloggen også have fokus på ting, der fylder mit liv med positivitet og glæde og som løfter mig, når den negative tankestrøm fylder for meget. Derfor vil bloggen også være dedikeret musik, motion, indretning, mad, rejser etc., som beriger min hverdag med glæde.
Mit ønske med denne blog er at holde en god og konstruktiv tone. Vi skal tale med hinanden og ikke mod hinanden. Så tag med mig på en rejse med udgangspunkt i mit smukke sind, for uanset hvor sort alting kan se ud, så er verden stadig fuld af farver.
Kh, Sascha
Inspirerende. Glæder mig til at læse mere!
Dejligt 🙂
Super fedt, glæder mig til at læse mere.
Er jeg glad for 🙂